I vinter havde han muligheden for et eventyr - nu er spørgsmålet, hvad der dukker op af udfordringer for Tim Sparv til sommer.
Den finske landsholdsanfører har 30. juni kontraktudløb i FC Midtjylland. Og selvom han kalder sin egen situation interessant, ved han også godt, at mange klubber efter coronakrisen formentlig vil tænke sig om en ekstra gang, inden de smækker en kontrakt på bordet.
- Det positive er, at der måske ikke bliver købt ind for de store summer, og det kan give de transferfrie spillere en fordel.
- Men krisen kan også blive en udfordring for mange, så på den facon er der også noget negativt. Personligt er det ikke noget, som jeg går stresser over lige nu.
- Jeg forholder mig til den realitet, jeg befinder mig i, og er ikke så nervøs, siger Tim Sparv til Ekstra Bladet.
Det er planen, at han skal have en kontraktsnak med FC Midtjylland, når normaliteten på et tidspunkt atter har indfundet sig i Superligaen.
33-årige Sparv har været en nøglefigur på heden siden ankomsten i 2014, men har kun fået seks Superliga-starter i denne sæson.
Han fik ikke spilletid i de sidste par kampe, inden Superligaen blev suspenderet, men finnen afviser ikke, at kontrakten med midtjyderne bliver forlænget:
- Jeg vil hverken lægge pres på mig selv eller klubben. Lige nu vil jeg sige, at det er fifty-fitfy, om jeg forlænger eller ej.
- Jeg er åben over for at blive i FC Midtjylland, som har været vigtig for mig, og jeg er stolt over at have været en del af den mest fremgangsrige tid i klubbens korte historie.
- Men samtidig er jeg åben over for nye impulser og måske få andre oplevelser med i bagagen, som jeg kan bruge, når jeg engang stopper. Vi må se, hvad det ender med.
I seneste transfervindue i januar var der klubber, der forhørte sig. Tim Sparv tænkte dog slet ikke i de baner i vinter.
Han ønskede dog ikke at forlade FC Midtjylland midt i en sæson, hvor klubben er godt på vej mod dets tredje mesterskab på seks år.
Tim Sparv har været med hele vejen, men lige nu er hans fodboldfremtid omtrent lige så uvis som det meste andet i verden.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Vil stå i spidsen for finsk EM-hold
13. juni skulle Tim Sparv havde ført Finland ind i Parken til EM-mødet med Danmark, men drømmen er sat på standby.
Det ærgrer FC Midtjylland-krigeren, men han kalder beslutningen om at udskyde EM-slutrunden for ansvarlig og det eneste rigtige.
- Vi bliver nødt til at være tålmodige. Finsk fodbold har ventet rigtig lang tid på det, så det er selvfølgelig svært for både spillere og fans.
- Men forhåbentlig får vi chancen næste sommer, siger Tim Sparv, der er anfører for det finske landshold, der i efteråret i suveræn stil kvalificerede landet til dets første store fodboldslutrunde nogensinde.
- Meget kan ske på et år, men det er stadig min drøm, at jeg fører Finland ind til EM som kaptajn, og jeg vil gøre alt for at holde min plads.
- At repræsentere mit land har været en kæmpe del af min identitet, siden jeg kom med på juniorlandsholdet første gang, siger Sparv, der kan bruge slutrunden som en motivation i en tid, hvor der i høj grad af behov for selvdisciplin.
Han bor i lighed med flere andre FC Midtjylland-spillere i Silkeborg og et par gange om ugen mødes to-tre af dem for at holde boldføling ved lige.
Ellers foregår Tim Sparvs træning i udegymmet på privaten og med løbeture omkring Silkeborgsøerne.