Engelsk traditionsklub hjælper FCM i Europa

FC Midtjylland vurderes til at være snævre favoritter mod Apollon

FC Midtrjylland og Pione Sisto manglede det sidste, da de sidst mødte en modstander fra Cypern. Foto: Anders Brohus
FC Midtrjylland og Pione Sisto manglede det sidste, da de sidst mødte en modstander fra Cypern. Foto: Anders Brohus

LARNACA (Ekstra Bladet): Lykkes det FC Midtjylland at kvalificere sig til Europa Leagues gruppespil, så kan de rette en stor del af takken mod den slumrende storklub, Leeds United.

For Leeds' danske manager, Thomas Christiansen, har nemlig været med til at kortlægge Apolon Limassol for FC Midtjylland. Danskeren gjorde sidste sæson APOEL til mester, og han trænede inden det AEK Larnaca, så han kender cypriotisk fodbold indgående.

- Jeg har været i telefonisk kontakt med Thomas Christiansen, lige som vi har fået vores sædvanlige input fra SmartOdds, og så har vi også været i kontrakt med Jesper Fredberg, fortæller FC Midtjylland-træner Jess Thorup.

Jesper Fredberg fik en ulykkelig halvsæson som trænervikar i AGF, da Peter Sørensen blev fyret. Eksperimentet gik ikke godt, da De Hvide endte med at rykke ud i 2014.

I dag er Jesper Fredberg teknisk direktør i Omonia Nicosia, som Brøndby mødte i Europa League-kval i 2015.

- Jeg tror, det bliver nogle tætte opgør, og det er nok meget sigende, at begge hold er ganske tilfredse med lodtrækningen.

- Flere ting taler for FC Midtjylland. De har en stærk og bred trup. Superligaen er i gang. Og så bør det også være en fordel, at den sidste kamp spilles i Danmark. I mine øjne er de 60-40 favorit.

- Men de skal stå i mod det pres, der kommer i kampen hernede og særligt starten af kampen bliver vigtig, for der vil Apollon komme, siger Jesper Fredberg til Ekstra Bladet.

Det er 748 dage siden, at FC Midtjylland sidst var på Cypern. De slog APOEL 1-0, men røg ud af Champions League.

De FC Midtjylland-spillere, der var med den aften, ønsker at glemme nedturen. Glemme frustrationerne over cypriotiske spillere, der rullede rundt ved hvert frispark, som havde de fået sparket anklerne til benmel. Officials der skabte sig som små børn. Og bolddrenge, der tog længere og længere tid om at udføre deres arbejde.

Men når FC Midtjylland torsdag aften træder ind i på AEK Stadion i kystbyen Larnaca, hvor Limassol-klubben Apollon er henvist til at spille, så bør de gøre alt for at huske præcis, hvad det var der skete den fugtigvarme aften 4. august 2015.

- Vi skal være forberedt på varmen. Vi skal være forberedt på deres tilskuere. De har sikkert ikke så mange som APOEL, men de har sikkert nogle tilsvarende. Så skal vi være opmærksomme på at de bruger alle kneb, hvis de kommer foran. De trækker tiden, og det skal vi ikke lade os frustrere af, siger forsvarskrumtappen Kian Hansen, der blev kastet ind i opgørene mod APOEL kort efter sit skifte til ulvene.

- Jeg blev sindssygt frustreret, da vi var foran 1-0. De faldt stort set for ingenting. Og det tryk som fansene lagde… det var ikke særlig rart i den varme, husker han.

Nok så vigtigt… mens trommerne hypnotiserende buldrede løs og ’Mono APOEL’… ’Kun APOEL’ messende rullede fra tilhængerne, så trådte FC Midtjylland ind i de voksnes rækker internationalt set.

Tre uger senere blev beviset leveret, da FC Midtjylland for første gang i klubbens historie eliminerede en seedet modstander og sendte Southampton ud i mørket.

- De kampe lærte os kynisme. Vi lærte sindssygt meget. Og det var medvirkende til, at vi kort efter eliminerede Southampton. Vi lærte utroligt meget af de kampe, siger Kian Hansen, der slår fast, at FC Midtjylland skal lære lynhurtigt, at få styr på defensiven efter målene er væltet ind det seneste år.

- Vi kan ikke tillade os at være så gavmilde og lukke så mange mål ind. Der er jeg også en afgørende faktor i det. Vi begår for mange personlige fejl. Vi lukke for mange mål ind på dødbolde, som vi ellers plejer at være gode til. Vi har bare ikke været gode nok, og den seneste måned har vi arbejdet hårdt på at blive bedre der, siger Kian Hansen.

Pressemøde tog en drejning: Så satte FCM-træner kæk journalist på plads

Kastede pis efter keeper: Straffes før FCM-brag

U21-landsholdet udtaget: Premier League-dansker klar til debut

Midt i van der Vaart-kaos: Kæresten vil blive i Danmark

Afsløring: Superligaens lønkonge skal ekspederes ud