FC Midtjylland hyrer Nordirlands assistenttræner

FCM har knyttet Austin MacPhee til trænerstaben. Skotten fortsætter som assistent på det nordirske landshold

Nordirlands assistenttræner, Austin MacPhee, er ny mand i FC Midtjyllands trænerstab. Foto: Christian Charisius/Ritzau Scanpix
Nordirlands assistenttræner, Austin MacPhee, er ny mand i FC Midtjyllands trænerstab. Foto: Christian Charisius/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland har ansat Austin MacPhee som nyeste mand i trænerstaben omkring førsteholdet. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Den 41-årige skotte har været assistenttræner på Nordirlands landshold siden 2014, og han fortsætter i den rolle sideløbende med jobbet hos de forsvarende danske mestre.

Før jobbet på det nordirske landshold var han en del af trænerstaben hos Mexico ved VM i 2014.

Som aktiv spiller nåede han at spille i både Rumænien og Japan, inden han indstillede karrieren i en alder af 27 år.

Austin MacPhee har som træner haft forskellige roller i klubber som Cowden, St. Mirren og Hearts. Nu skal han supplere cheftræner Brian Priske og assistent Kristian Bach Bak.

FC Midtjylland har på klubbens hjemmeside præsenteret Austin MacPhee som specialtræner.

Bendtner dumper prisen igen

Stiller op til kampvalg

Rystende billeder: Fans trodser råd