FC Midtjylland sælger Sammy Skytte til norsk topklub

Samme Skytte har siden 2018 været ejet af FC Midtjylland, men har ikke spillet en eneste kamp for klubben

Skytte siger officielt farvel til FCM. Foto: Ernst van Norde
Skytte siger officielt farvel til FCM. Foto: Ernst van Norde

Superligaens førerhold, FC Midtjylland, sælger Sammy Skytte til den norske klub Bodø/Glimt.

Den norske klub, der sidste sæson sluttede som nummer to i den bedste norske fodboldrække, har skrevet en fireårig kontrakt med den danske midtbanespiller.

Det skriver FCM på sin hjemmeside.

Midtjylland købte Skytte i 2018 fra Silkeborg, hvor den 23-årige dansker har haft sin fodboldopvækst.

Skytte blev dog øjeblikkeligt lejet ud til AC Horsens for 2018/19-sæsonen, og frem til nytår var han lejet ud til norske Stabæk. Han har ikke spillet en officiel kamp for FCM.

- Sammy leverede i efteråret rigtig flot for Stabæk på en lejekontrakt, og det skabte interesse for ham fra andre norske klubber. Det har nu ført til denne aftale med Bodø/Glimt, hvilket er en god case for alle parter, siger FCM-sportschef Svend Graversen på klubbens hjemmeside.

Sammy Skytte har spillet på de forskellige danske ungdomslandshold fra U17- til U21-landsholdet. Han har 68 superligakampe på cv'et.

I Bodø/Glimt bliver han holdkammerat med danske Kasper Junker, som han også spillede sammen med i Stabæk, og Philip Zinckernagel.
 

Se også: Aldrig set før: Dansker gennemfører Ironman på Antarktis
Se også: Eriksens storkamp bliver uden tilskuere

4 kommentarer
Vis kommentarer