FC Midtjylland intensiverer guld-jagten ved at fortsætte oprustningen frem mod anden halvdel af sæsonen.
Inden for få dage ventes Superligaens førerhold at gøre købet af Brighton-spilleren Anders Dreyer officielt.
Den tidligere Esbjerg-stjerne, der var holdets altoverskyggende profil i forbindelse med oprykningen til Superligaen i 2018, er dermed på vej tilbage til dansk fodbold efter et halvandet års mindre rundrejse i Europa.
For opholdet i Brighton bød ikke på noget gennembrud til U21-landsholdsspilleren, der først optrådte for reserverne og siden blev lejet ud til St. Mirren i Skotland og senere Heereenven i Holland.
Nu er der så lagt op til, at den 21-årige kant skal kickstarte karrieren. Små 100 kilometer nord fra det sted, hvor han tog Vestjylland med storm for et par sæsoner siden.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger mangler de personlige vilkår endnu at blive forhandlet på plads, men der skulle være tale om en aftale gældende for minimum fire år.
Prisen skulle ligge i lejet omkring en million euro (7,50 milloner kroner), hvorfor Brighton altså ser ud til at sende Dreyer retur til Danmark for mindre end halvdelen af det beløb, englænderne selv smed på bordet tilbage i august 2018.
Dengang scorede Esbjerg i omegnen af 17 millioner kroner på kometen, der i sæsonen forinden var blevet topscorer i 1. division.
Han nåede kun få kampe i Superligaen, inden udlandet kaldte, men nu får han så mulighed for at stifte bekendtskab med den bedste danske række over en lidt længere periode.
Såfremt alt går efter planen, og aftalen falder på plads i de kommende dage, bliver Dreyer FC Midtjyllands anden offensive forstærkning i vinterens transfervindue.
Man har allerede fået papir på Lasse Vibe, der vender hjem til Danmark efter en lang karriere i udlandet, der senest har budt på et ophold i IFK Göteborg.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.