FCM-boss vil have Pusic solgt nu

Selv om han kun har et halvt år igen af aftalen med FC Midtjylland, skal angriber Martin Pusic ikke regne med at forlade klubben på en fri transfer nu. FCM vil have penge for ham.

Foto: Tariq Khan
Foto: Tariq Khan

Seks gange scorede Pusic på et halvt år i Sparta Rotterdam, hvor alle seks kasser faldt i de sidste otte kampe i sæsonen, og dermed var den 29-årige angriber en af hovedårsagerne til, at klubben fra Holland reddede sig på sidste spilledag.

Det er nok ikke den store overraskelse, at klubben derfor gerne vil holde på Pusic, men om det nu også kommer til at ske, står aktuelt hen i det uvisse.

Pusic har kun et halvt år igen af sin aftale med FC Midtjylland og har allerede givet udtryk for, at han vil videre i karrieren. Det er de også indstillet på i FC Midtjylland, men Pusic kommer ikke til at forlade klubben uden en eller anden form for kompensation.

Det slår bestyrelsesformand Rasmus Ankersen fast.

- Det er meningen, at Martin Pusic skal sælges nu. Sparta Rotterdam vil gerne beholde ham, men om de kan betale, hvad vi vil have, må tiden vise. Med sin gode sæsonafslutning i Holland er det klart, at der en del interesse for Pusic nu, og vi er selvfølgelig interesseret i at få den bedst mulige pris for en spiller, som vi i sin tid investerede mange penge i, siger Ankersen til tipsbladet.dk.

Det var i februar 2015, at FC Midtjylland hentede Pusic for én million euro - svarende til 7,5 millioner kroner - og det er altså en spiller, som klubben fortsat håber på at få lidt penge tilbage for.

Mens Martin Pusic altså ikke umiddelbart lader til at skulle tilbage til FC Midtjylland, er der endnu ikke taget en beslutning om, hvorvidt Awer Mabil er at finde i FCM i den kommende sæson.

-Jeg synes, at lejeopholdet i Esbjerg har været en succes, og Awer har fået god erfaring på et hold, hvor han har skullet være den skabende kraft i mange kampe. Om han er parat til at slå til i FCM i næste sæson, eller om han skal lejes ud igen, kigger vi på, når han kommer tilbage i pre-season, siger Rasmus Ankersen, der igen lige løfter lidt af sløret for, hvad FC Midtjylland barsler med de kommende måneder:

- Jeg forventer 2-4 tilgange yderligere og 4-5 salg. Nu skal vi jo spille europæiske kval-kampe, og vi har lært af erfaring, at det er vigtigt at have en vis bredde i truppen for at klare den belastning.

FC Midtjyllands sæson starter den 29. juni, hvor klubben møder en på nuværende tidspunkt ukendt modstander i første runde af Europa League-kvalifikationen.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere