FCM-direktør afviser salg af spillere

Claus Steinlein vil forsøge at holde på alle spillere i sommerens transfervindue for at komme i Europa

FCM-direktør Claus Steinlein har ingen planer om store salg i sommerpausen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FCM-direktør Claus Steinlein har ingen planer om store salg i sommerpausen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med 11 points forspring og blot 27 point tilbage at spille om har FC Midtjylland sat en solid kurs mod mesterskabet i 3F Superligaen. Det vil i så fald være klubbens tredje danske mesterskab.

Med titlen følger også deltagelse i kvalifikationen til Champions League, og skulle det glippe, kan et gruppespil i Europa League også være muligt. Begge dele er økonomisk lukrative.

At komme i et europæisk gruppespil er målet for midtjyderne, og direktør Claus Steinlein ved godt, hvordan det skal lykkes.

- Det er målet, at der skal et helt ekstraordinært bud til, hvis vi skal skille os af med nogen, for ellers er det her holdet, som skal spille os i et gruppespil til sommer, siger han til B.T.

Han vil altså forsøge at holde truppen intakt, og coronakrisens økonomiske dønninger kan gøre det lettere at holde på spillerne.

FCM er ikke tvunget til at sælge for at få penge i kassen, og mange klubber har lidt anselige økonomiske tab under coronapandemien. Det kan betyde færre store bud på FCM-spillerne.

Med det store forspring erkender han, at det vil være en kæmpe skuffelse, hvis mesterskabet ikke kommer hjem. Sådan havde han det dog ikke forud for sæsonen.

- Vi har bygget et helt nyt hold op med unge spillere. Vi har egentlig lavet et generationsskifte inden denne sæson med tanken og håbet om, at vi skulle holde på dem i lidt længere tid, men så har de bare præsteret fra dag ét, siger Steinlein.

FCM møder torsdag Brøndby i anden runde af mesterskabsspillet.

4 kommentarer
Vis kommentarer