FCM-ejer: Vi er bedre end guldholdet fra 2015

FC Midtjyllands engelske ejer Matthew Benham slår nu fast, at den nuværende udgave af klubben er bedre end det hold, der vandt det danske mesterskab i 2015.

FC Midtjylland har i denne sæson løftet sig markant i forhold til, hvordan holdet så ud før sommerferien. Det har også betydet, at de nu overvintrer på førstepladsen i Superligaen med ét point ned til Brøndby.

Siden 2014 har engelske Matthew Benham haft aktiemajoriteten i den midtjyske klub, og han vandt i sin første sæson med klubben det danske mesterskab med et stærkt hold med spillere som Sylvester Igboun, Petter Andersson, Erik Sviatchenko og Pione Sisto.

Alligevel peger han nu i et interview på FC Midtjyllands egen platform, at han oplever at 2017-udgaven er stærkere.

- Den her sæson har især været et højdepunkt. Jeg må nok sige, at det nok er det bedste FC Midtjylland-hold, som vi har haft indtil videre. Uheldigvis er vi oppe imod et meget stærkt Brøndby-hold. I øjeblikket er det to hold, som er helt lige i toppen af rækken, siger Matthew Benham.

FCMs ejer Matthew Benham mener, at FCM anno 2017 er stærkere end guldholdet fra 2015. Foto: Lars Poulsen
FCMs ejer Matthew Benham mener, at FCM anno 2017 er stærkere end guldholdet fra 2015. Foto: Lars Poulsen
 

I denne sæson har det mest bemærkelsesværdige været, at FCM-træner Jess Thorup og resten af trænerteamet gik væk fra den vante 4-1-4-1-formation, som man havde spillet med i en årrække. Nu hedder det 3-4-3, hvor det ser ud til, at man får det optimale ud af spillerne.

Her har en spiller som nyindkøbte Alexander Sørloth ofte vist sig meget farlig, og det er blevet til ti Superliga-scoringer for nordmanden i hans første danske halvsæson. Derudover er der også blevet til otte scoringer fra Paul Onuacho, samtidig med at det også ser ud til, at man har fået bedre styr på defensiven ved at stå højere på banen.

Første kamp efter vinterpausen bliver mod AC Horsens, hvor midtjyderne skal forsøge at forsvare førstepladsen i Superligaen. I den forbindelse har FCM endvidere hentet en af Horsens' profiler i form af Bubacarr Sanneh.

Tysk storklub vil hente FCK-talent: Her er Ståles reaktion

Presset til afbud? Brøndby-spiller forklarer landsholds-nej

Ekstra Bladets julegave: 85 minutter om Superligaen