Han er blevet sat i forbindelse med det ledige trænersæde, og nu er der noget, der tyder på, at det sker.
FC Midtjyllands assistenttræner, Henrik Jensen, er ifølge Ekstra Bladets oplysninger på vej til at lande et nyt job som cheftræner i svenske Kalmar FF.
Kilder fortæller således til Ekstra Bladet, at Allsvenskan-klubben lige nu forhandler med midtjyderne om at sikre sig 37-årige Henrik Jensen, der naturligt nok øjner en stor mulighed for at tage et skridt op ad karrierestigen.
Så er spørgsmålet bare om den svenske klub kan blive enige med FC Midtjylland.
Assistenten fik tidligere i år en lille smagsprøve på livet som cheftræner, da han midlertidigt besad jobbet i FC Midtjylland, efter Bo Henriksen blev fyret.
Henrik Jensen nåede at stå i spidsen for ulvene i tre Superliga-kampe og en enkelt kvalifikationskamp til Champions League, inden Albert Capellas overtog tøjlerne.
Kalmar, der sluttede som nummer fire i den bedste svenske række i denne sæson, har været på udkig efter en ny cheftræner, efter Henrik Rydström forlod klubben til fordel for Malmö FF.
Og nu er der måske snart en afklaring.
For ti dage siden slog Kalmar-sportschef Jörgen Petersson fast, at man var tæt på at lande en aftale med en ny træner.
- Det kan ske på én eller to uger. Jeg er klart optimistisk. Det skal være i god tid, inden vi påbegynder træningen igen den 4. januar næste år, lød ordene.
Noget tyder på, at den nye træner bliver Henrik Jensen.