FCM forlænger med VM-angriber fra Costa Rica

Marcos Ureña skal frem til udgangen af 2018 spille for FC Midtjylland, topholdet i Superligaen

Marcos Ureña i rollen som målscorer for FC Midtjylland. (Foto: Anders Brohus)
Marcos Ureña i rollen som målscorer for FC Midtjylland. (Foto: Anders Brohus)

FC Midtjylland har lavet en permanent fireårig aftale med den costaricanske VM-angriber Marcos Ureña.

Spilleren, der kom fra russiske Kuban Krasnodar, har kun optrådt 11 gange for FCM i efteråret, men har blandt andet med tre mål overbevist ledelsen om, at han er værd at satse på.

- Marcos har i efteråret vist, at han kan være kampafgørende.

- Han er faldet godt til i Danmark og i klubben, og han er en spiller, som vi mener, vi kan udvikle yderligere, siger sportsdirektør Claus Steinlein i en pressemeddelelse.

Det var målet
Marcos Ureña ser frem til at blive i klubben.

- Jeg er glad for, at vi er blevet enige om en ny kontrakt. Det var målet, da jeg kom hertil, at jeg skulle spille mig til en fast kontrakt.

- Jeg har haft kort tid til at vise mig frem i, men jeg har været tilfreds med min start i klubben. Jeg har scoret og lavet assists, men jeg ved også, at jeg kan blive endnu bedre, siger costaricaneren.

Kontrakten udløber med udgangen af 2018.

0 kommentarer
Vis kommentarer