FCM-profil solgt til japansk klub

FC Midtjylland har offentliggjort salget af Alexander Scholz til Urawa Red Diamonds

- Sulten fornemmede jeg mere i sidste sæson end i den her, lød det for en uge siden fra Scholz i forbindelse med FCM's nedtur.

Fremover skal Alexander Scholz spille for Urawa Red Diamonds i den bedste japanske række.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at den japanske klub betaler 3,75 mio. kr. for danskeren.

Alexander Scholz glæder sig over skiftet.

- Det føles helt rigtigt, og jeg har længe vidst, at det var det jeg ville. Faktisk har jeg altid spillet fodbold for lige præcis et skifte som dette. Det passer perfekt til den person, jeg er, siger han til Midtjyllands hjemmeside.

Den 28-årige midtstopper har de seneste sæsoner været en af de største profiler på FC Midtjyllands mandskab.

- Jeg er fra første dag blevet vel modtaget og har følt mig værdsat af fansene.

- Desværre fik de ikke lov at være lige så involveret i Champions League, som de havde fortjent, men jeg vil huske tilbage på de mange gode stunder, vi har haft sammen før det med pokalfinalen i Parken som det klare minde, siger Scholz.

Den stærke stopper skal fremover spille i Japans bedste række. Foto: Lars Poulsen
Den stærke stopper skal fremover spille i Japans bedste række. Foto: Lars Poulsen
 

Scholz spillede 114 kampe for Midtjylland og scorede 16 mål. Det blev desuden til en pokaltriumf i 2019 og et dansk mesterskab i 2020.

- Det er klart, at Scholz har en eventyrlyst i sig på en anden måde end andre fodboldspillere, og det har han nu fået mulighed for at kombinere med sin fodboldkarriere, så på den måde er det et rigtigt godt match.

- Vi ønsker ham og familien alt muligt held og lykke på deres nye eventyr, siger FCM-sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside.

Alexander Scholz bliver ikke den eneste dansker i truppen. I april hentede Urawa Red Diamonds Kasper Junker i norske Bodø/Glimt.

Urawa Red Diamonds har spillet 17 kampe i den japanske J. League i denne sæson og ligger 7'er ud af 20 hold.