DUBAI (Ekstra Bladet): Det er som om, han aldrig har været væk, når man ser Erik Sviatchenko gå forrest til FC Midtjyllands træning på de grønne græsbaner i Dubai, og når han helt ’hjemmevant’ vader rundt på hotellet sammen med Jakob Poulsen.
Øverst i hierarkiet.
Men Erik Sviatchenko har altså tilbragt de seneste to år i skotske Celtic – med blandet succes. Danskeren har ad flere omgange spillet regulært i den traditionsrige hovedstadsklub, men skader har afbrudt kontinuiteten.
De seneste par måneder har danskeren, med fem landskampe under bæltet, dog trænet med for fuld styrke i Glasgow. Det har derfor været et regulært fravalg af Sviatchenko, når manager Brendan Rodgers kun har haft danskeren med på bænken to gange siden midt i november. Uden spilletid.
Det er derfor, FCM-helten er vendt hjem igen – også selv om det kun er for et halvt år på leje. For at få spilletid, endnu et mesterskab til Herning og for at gøre sig selv interessant i det store udland igen.
- Selvfølgelig kan man se det som et skridt tilbage i min karriere. Sådan er det i fodbold. Det går hurtigt op og ned, og nogle gange er man nødt til at tage et skridt tilbage for at tage to eller tre frem igen. Så er det heller ikke værre, siger Erik Sviatchenko og uddyber.
- Bliver jeg stamspiller og kan være med til at vinde mit andet mesterskab med FC Midtjylland, så står jeg pludselig på toppen igen og med rigtig gode kort på hånden til sommer. Man kan sagtens kalde mit skifte for et trygt springbræt, selv om jeg ikke har fået nogen løfter. Men jeg kender klubben ud og ind, og jeg får en træner, der tror på mig. Jeg er super motiveret til det kommende halve år, siger Erik Sviatchenko.
Paradoksalt nok var danskeren med de ukrainske rødder tæt på at skifte til Premier League sidste januar, da karrieren var på et højdepunkt.
Siden har FC København og Ståle Solbakken erklæret sin kærlighed til forsvarsspilleren, men nu er han altså tilbage i den klub, hvor seniorkarrieren blev indledt i 2006.
- Jeg ville slet ikke have været noget foruden. Celtic har virkelig været et step op, og det hele er 100 gange større. Jeg har udviklet mig voldsomt i den vinderkultur, der er i klubben. Når vi vandt 1-0, skændtes folk jo højlydt, fordi vi skulle have vundet 3-0. Det har været en kæmpe udfordring, der giver mod på mere.
- Planen er helt sikkert at fortsætte i udlandet, når jeg har vundet mesterskabet med FCM. FCK er et lukket kapitel. Jeg har stor respekt for Ståle og FCK, men der er en årsag til, at jeg er på leje i FCM nu i stedet. Jeg er trods alt kun 26 år og har vist, jeg kan være med på topniveau, siger Erik Sviatchenko og løfter selv sløret for fremtidsdrømmen:
- Den ultimative drøm har hele tiden været Premier League, men jeg er også realistisk, og jeg kunne sagtens forestille mig en tur forbi Holland, Frankrig eller The Championship, hvis der er bud efter mig. Det var der allerede i januar-vinduet, men jeg følte ikke, det var sikkert nok. Det kunne være tre kampe og så på bænken igen. Nu har jeg et halvt år til at vise omverdenen, at jeg er klar til at tage kampen op i udlandet på ny.
Vanvittigt imponerende: De sprænger Superliga-rammerne
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.