FCM tæt på at forlænge med succestræner

FC Midtjylland tæt på treårig forlængelse med Jess Thorup

Jess Thorup mener ikke, at han er langt fra at finde fælles fodslag med FC Midtjylland om en kontraktforlængelse. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Jess Thorup mener ikke, at han er langt fra at finde fælles fodslag med FC Midtjylland om en kontraktforlængelse. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Ender FC Midtjylland med at tage guldet, så bliver det også Jess Thorup, der er cheftræner, når kvalifikationen til Champions League indledes efter sommerpausen.

Topholdets cheftræner er umådeligt tæt på at lukke forhandlingerne om en ny treårig aftale med ulvene, som afløser den aftale, der står til udløb til sommer.

- Vi valgte helt bevidst at spille den sidste kamp og lukkede sæsonen ned. Så indledte vi en dialog, inden vi tog på ferie, og så har der været lidt løse samtaler hen over julen. Det er det, der har været indtil nu.

- Der er en god positiv dialog, men Claus Steinlein er lige nu ude at rejse, og jeg har selv været en del ude at rejse, og det har naturligvis haft indflydelse på, at forhandlingerne er, hvor de er, forklarer Jess Thorup til Ekstra Bladet i forbindelse med træningsopstarten torsdag.

En træningsstart helt efter vanligt mønster i FC Midtjylland. Spillerne dukker op hver for sig og gennemgår omfattende test af formen før forårets slutspurt frem mod guldet. Testene fortsætter fredag, inden truppen samlet drager på en hyggetur i udlandet i weekenden betalt af spillernes bødekasse.

Den bløde opstart giver en passende mulighed for Jess Thorup og ledelsen at få de sidste brikker omkring kontrakten på plads. Og FCM-træneren forventer også, at det nu går hurtigt.

- Når man snakker sådan en kontrakt her, så er der nogle punkter, som det er nødvendigt at komme igennem. Der har vi haft én dialog, nu kommer det næste, og det kører på et fornuftigt plan, så jeg forventer at det går i orden.

- Jeg håber – og det er mit ønske – at det går i orden jo før, jo bedre. Inden vi kommer alt for godt i gang, så skal det da gerne være noget, vi ikke længere skal spekulere på. Om det så bliver en uge eller 14 dage, vil jeg ikke sætte tid på. Det er ikke så vigtigt for mig. Det vigtigste er, at vi finder den løsning, der er bedst for alle parter, konstaterer Jess Thorup, der er begejstret for perspektiverne i klubben.

- For mig handler det om, at jeg finder hele projektet sindssygt interessant. I FC Midtjylland sker der hele tiden noget nyt, men samtidig skal der vindes titler, og der skal udvikles unge spillere fra akademiet, og der skal spilles med mange unge.

- Sidste sæson tog vi ni spillere op fra årgang 1997. Nogle af dem spillere allerede fast, mens andre er ude på leje, og andre igen står på spring. Der er nogle perspektiver både på den korte bane, men også længere ude i fremtiden, hvor vi nu kan ane, hvordan holdet kommer til at se ud om to år, og der er noget meget spændende i begge ting, siger Jess Thorup og insisterer dermed på, at det ikke kun er jagten på mesterskabet, der animerer ham.

Jess Thorup befinder sig godt i FCM. Foto: Claus Bonnerup
Jess Thorup befinder sig godt i FCM. Foto: Claus Bonnerup

- Der er noget under opsejling nu her, hvor vi har fået genopbygget holdet, efter en del spillere forsvandt for et par sæsoner siden. Nu er vi ved at finde den nye stamme, og det giver os nogle muligheder i denne sæson.

- Samtidig er omsætningshastigheden på spillere i FC Midtjylland utrolig stor. Der er ikke mange spillere tilbage fra det holdfoto der blev taget for to år siden. Og den store udskiftning giver nogle spændende muligheder for de spillere, der står på spring, og det er også så interessant, at jeg sagtens kan se mig være en del af FC Midtjylland også på den lange bane, siger han.

Bubacarr Sanneh var fraværende fra dagens test grundet sin skade fra efteråret, lige som Michael Falkesgaard har fri, mens hans skifte til en klub i Asien falder endeligt på plads. Og står det til Jess Thorup, så skal der ikke rokkes ved truppen, selv om visse spillere har haft svært ved at få spilletid som efteråret gik på hæld.

- Det vigtigste for mig på den korte bane er, at vi bevarer den trup vi har. Den er så sindssygt interessant og spændende, og så er det en trup, hvor flokken både præsterer på banen, men også har det godt sammen uden for. Derfor er det vigtigste for mig lige nu ikke at plukke spillere ud og sige, at de ikke passer til systemet, men i stedet at holde fast i dem vi har, for det hænger godt sammen.

- Når det er sagt, så ved jeg godt, at vi i dansk fodbold er på et niveau, hvor vi ikke kan sige nej, hvis der kommer bud fra de store ligaer. Vores ejer siger godt nok, at vi skal gøre hvad vi kan for at holde sammen på holdet, men nogen garantier er der ikke i den her verden. Vi vil holde sammen på det her, fordi det giver os de bedste forudsætninger for at skabe gode resultater med FC Midtjylland, siger Jess Thorup.

Ulvene sluttede efteråret af på flotteste vis og overvintrer på førstepladsen. Foto: /ritzau/Ernst van Norde Sport og Spil Superligaen: Sådan handler Midtjylland, Silkeborg og Horsens i transfervinduet

Se også: Duelund glæder sig til at træne med idolet

Se også: FCM-ejer: Vi er bedre end guldholdet fra 2015

Se også: Drama i Superliga-afsked: Sagde han farvel med kæmpe brøler?

9 kommentarer
Vis kommentarer