FCM-talenter ydmyger AC Milan

AC Milan havde stor opbakning ved indledningen af Trofeo Nereo Rocco, men tabte med hele 4-0 til et veloplagt dansk U17-mandskab

Der er grund til glæde i FC Midtjylland, som udover at være førerhold i Superligaen også har et meget talentfuldt U17-hold. (Arkivfoto: Anders Brohus)
Der er grund til glæde i FC Midtjylland, som udover at være førerhold i Superligaen også har et meget talentfuldt U17-hold. (Arkivfoto: Anders Brohus)

FC Midtjylland har haft stor succes med holdets sine ungdomshold i denne sæson. Senest vandt U18-mandskabet overraskende Torneo Bellinzona foran stærke konkurrenter, og lørdag fik U17-holdet åbnet Trofeo Nereo Rocco med manér, da traditionsklubben AC Milan blev ydmyget med hele 4-0 af det danske mandskab.

Optakten blev da også turbulent for italienerne, der på grund af kø kom en time for sent til opgøret. Her fejlede opbakningen til gengæld intet, hvor mere end 500 tilhængere bakken italienerne op fra lægterne. Træffere fra Mikael Anderson, Sebastian Buch Jensen og Sebastian Hairing Lodahl grundlagde dog storsejren.

I FC Midtjylland er man glade for resultatet, men ser endda gerne, at det var blevet til yderligere scoringer:

- Vi er utilfredse med at vi ikke vinder større. Efter vi er kommet på 4-0 har vi tre kæmpestore chancer - alene igennem med deres målmand - som vi ikke får scoret på. Når vi spiller tre puljekampe, kan målforskellen meget vel blive afgørende, og der skulle vi lige have sikret os det, der i praksis ville have været et ekstra point, siger træner Svend Graversen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Drengene skal have en stor ros for at håndtere udskydelsen af kampen på en professionel måde, og vi var klar fra første fløjt. Jeg undrede mig lidt over at Milan-bænken ikke lavede nogen modtræk efter første halvleg. De fik slet ikke spillet sig ud af presset, og vi blev ved med at straffe dem for det, udtaler FCM-træneren.

FC Midtjylland skal i aktion på ny søndag, når Chivas venter. Et opgør der kan sende det danske hold i turneringens semifinale.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere