Fra bondeklub til storklub: Derfor er FCM i krig med Guld-Glen

Ekstra Bladet lister her fem årsager til, at de danske mestre er gået i krig med deres tidligere guldtræner, Glen Riddersholm

Glen Riddesrholm er persona non grata flere steder i sin tidligere klub (Foto: Jens Dresling)
Glen Riddesrholm er persona non grata flere steder i sin tidligere klub (Foto: Jens Dresling)

1 Den opblæste Ipsen-afsked

Da det i sidste uge kom frem, at målmandstræner Henrik Ipsen havde sagt op, blev det kædet sammen med Glen Riddersholms opsigelse. Og der blev i den forbindelse stillet kraftigt fokus på sportsdirektør Claus Steinleins virke. Det opfatter FCM som iscenesat af Glen Riddersholm.

Det er fortegnet at koble de to opsigelser så nært sammen ud fra informationer, som Ekstra Bladet kan stykke sammen omkring opsigelsen.

Henrik Ipsen har været udsat for intern kritik af den nuværende gruppe af målmænd.

Og hvor han tidligere nød stor beskyttelse fra Glen Riddersholm, der på det menneskelige plan viste forståelse for Ipsens situation og gav ham stor kredit for sit arbejde med Jonas Lössl og Jakob Haugaard, så var Steinlein ikke nær så forstående.

Det udløste Henrik Ipsens opsigelse.

2 Sponsorerne stiller spørgsmål

FC Midtjylland forsøger for alvor at slå kapital på de flotte sportslige resultater ved at få sponsorerne til at smide flere penge.

Men der svæver stadig uvished i luften efter Glen Riddersholms opsigelse, hvor det fylder rigtig meget i baglandet, at der går historier om ufortalte årsager til Glen Riddersholms opsigelse - og efterfølgende fyring.

Faktisk er sponsorerne mere optagede af al mystikken end de flotte resultater under Jess Thorup. Angrebet på Riddersholm var et forsøg på at komme mystikken til livs.

3 Fra bondeklub til storklub

FC Midtjylland har møjsommeligt over årene bygget sit hold op gennem stærkt fokus på egne talenter. Det er et arbejde, som Glen Riddersholm har haft stor andel i, og det er et felt, som mestertræneren i forbindelse med sin opsigelse fastslog, at han var bekymret for.

Den dagsorden har slået rod i et efterår, hvor det gentagne gange er blevet påpeget, at FC Midtjylland ikke længere bruger så mange spillere af egen avl.

FC Midtjylland er under forandring fra bondeklub til storklub. Det skaber et skel, hvor der er kræfter i den unge klub, der hælder mod ' de gode, gamle dage'. Købene af Filip Novak og Daniel Royer samt flirten med Vaclav Kadlec sætter nye standarder for ambitionerne med Ulvenes transfers, der tydeligvis sigter mod at gøre holdet til en storklub med internationale ambitioner.

Riddersholms pointe med talenterne kaster lange skygger over Jess Thorup og de spillervalg, han træffer.

4 Til Steinleins undsætning

Ekstra Bladet skrev allerede ved Riddersholms afsked, at det primært var uoverensstemmelser med sportsdirektør Claus Steinlein, der udløste bruddet.

Den historie valgte FC Midtjylland at bekræfte i weekenden. Samtidig blev der lanceret en så markant støtteerklæring til Steinlein, at det nærmest virker, som om hele FC Midtjylland kan styrte i grus, og Steinlein vil stadig være en del af setuppet.

FC Midtjylland vil lægge låg på alle spekulationerne omkring Claus Steinleins andel i Riddersholms farvel. Og samtidig er hensigten at befæste Claus Steinleins position som indiskutabel.

Bestyrelsen er trygge ved, at Claus Steinlein styrer FC Midtjylland på sikker kurs mod en stor fremtid.

Med støtteerklæringen vil al fremtidig kritik af Claus Steinlein virke som konstrueret af Glen Riddersholm.

5 Styr på baglandet

FC Midtjylland har siden sin første dag været befolket med personligheder med stærke holdninger.

Store temperamenter har fået luft ved bestyrelsesmøderne, og det har været tilladt at tænke stort.

Med Matthew Benhams indtog er den kultur kommet under pres. Stifterne Johnny Rune og Steen Hessel har ingen formel magt længere.

Alle beslutninger i FC Midtjylland bliver ofte drøftet igennem i London af Rasmus Ankersen, Matthew Benham og Cliff Crown. Og kursen bliver så lagt gennem Claus Steinlein.

Bestyrelsesmøderne har udviklet sig til ekspedition frem for diskussion og vision.

Opgøret med Glen Riddersholm tages også for at få styr på baglandet og utvetydigt markere, at det er nye tider.

I Ekstra Bladets tv-studie blev sagen mandag vendt.

Se også, hvorfor FCM-formand går i krig med Riddersholm her

 

29 kommentarer
Vis kommentarer