- Helt ærligt, så er jeg ligeglad

11 udesejre i træk er fundamentet for den suveræne sæson fra Brian Priskes tropper

Erik Sviatchenko blev matchvinder og måtte udgå, efter han havde fået en bold i hovedet. Foto: Lars Poulsen.
Erik Sviatchenko blev matchvinder og måtte udgå, efter han havde fået en bold i hovedet. Foto: Lars Poulsen.

Kursen mod guldet er grundlagt på fremmed græs i løbet af sæsonen for FC Midtjylland.

Den spinkle 1-0 sejr over FC Nordsjælland var således den 11. udesejr i træk i en sæson, hvor de har vundet 15 udekampe og blot spillet uafgjort i én – 0-0 mod FCK.

Cheftræner Brian Priske kan ikke forklare, hvorfor FCM har været så suveræne på udebane i sæsonen.

- Vi griber kampene ens an. Jeg kan ikke pege på enkelte ting eller sige, hvorfor vi netop har været så gode i udekampene. For vi gør ikke tingene anderledes ude end hjemme, forklarer Brian Priske.

1-0 sejren over et boldsikkert FCN-mandskab var måske lidt heldig. Anders Dreyer sparkede et frispark, som ramte Erik Sviatchenko og røg i mål.

På torsdag kan FC Midtjylland vinde det tredje mesterskab på blot seks sæsoner.

Kronen på værket kan ske mod rivalerne fra FC København.

- Helt ærligt betyder det ikke så meget, at det er FCK vil skal møde. For mig kunne det ligeså godt være AaB, FCN eller Brøndby, siger Brian Priske, der heller ikke har den store fokus på, at FCM kan sætte pointrekord for Superligaen.

FCM er på vej mod et suverænt mesterskab. Lige nu har de 2,41 point i snit pr. kamp. Foto: Lars Poulsen.
FCM er på vej mod et suverænt mesterskab. Lige nu har de 2,41 point i snit pr. kamp. Foto: Lars Poulsen.
 

FCK lavede 2,45 point i sæsonen 2010/11, mens FCM med sejren søndag nu har 2,41 i snit.

- Helt ærligt, så er jeg ligeglad med alle mulige rekorder. For mig handler det kun om mesterskabet. Det har været vores klare mål for hele sæsonen, påpeger Brian Priske.

Der er håb om, at Evander bliver klar til torsdag. Brasilianeren har trænet med i ugens løb, men var ikke klar til at spille mod FCN.

- Vi håber, han træner fuldt med mandag og kan være med mod FCK torsdag, siger Brian Priske.

Til gengæld tyder alt på, at FCM kommer til at undvære Frank Onyeka mod FCK torsdag. Midtbaneprofilen blev udvist, selv om det andet gule kort virkede lidt mærkeligt.

- Claus (Steinlein, klubbens direktør, red.) må beslutte, om vi skal anke den udvisning, siger Brian Priske.

Lukker 3500 ind til guldkamp

Rørende gave: Glen blev ikke glemt