Føj for en indledning på den ny sæson, Bo Henriksen.
Tre hjemmekampe mod Randers, Larnaca og Silkeborg har ført til to uafgjorte og en afklapsning.
Den går ikke, når man vil vinde DM-guld og spille sig blandt de 50 bedste i Europa via et europæisk gruppespil.
- Hvis vi havde spillet tre elendige kampe, så havde jeg været mere bekymret. Jeg synes, udtrykket har været godt i de to første og en time mod Silkeborg, sagde Bo Henriksen, der fortsatte.
- Men der er ingen undskyldninger for den sidste halve time, vi leverede mod Silkeborg. Det er den dårligste halve time i min FCM-tid. Alt gik galt. Jeg er ligeglad med om de scorer to, tre eller fem mål, for vi må aldrig falde sammen, som vi gjorde. Det udtryk, vi havde, er utilgiveligt, og det er mit ansvar.
Nu står FC Midtjylland over for en skæbnekamp på tirsdag mod Larnaca. Vinder ulvene, så er man sikret et europæisk gruppespil. Taber FCM, ja, så er det ikke forkert at hyle krise.
- Jeg er helt klar på, at FC Midtjylland ikke er en klub, der er vant til at tabe. Men nu skal vi heller ikke gøre det værre, end det er. Selvfølgelig skal vi til at vinde fodboldkampe, og hvis vi kan barbere den sidste halve time mod Silkeborg væk, så har vi haft spillet til at gøre det.
- Men jeg er klar til presset. Ellers havde jeg fundet mig noget andet at lave, sagde Bo Henriksen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------