Der er masser af anerkendelse til Alexander Zorniger og Brøndby fra øverste trin på mesterskabspodiet.
FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen valgte i timerne efter Zornigers fyring at bruge Twitter til en kort, men uforbeholden hyldest til tyskeren, der pressede FC Midtjylland så hårdt i kapløbet om guldet sidste sæson.
- Jeg synes, at det var en modig beslutning at hente Alexander Zorniger ind, der hvor klubben befandt sig på det tidspunkt. Det skal de have stor kredit for, siger Rasmus Ankersen, da Ekstra Bladet beder ham om at uddybe sit rosende indlæg.
- Brøndby startede som lyn og torden under Zorniger, og vi troede alle sammen efter ti kampe, at det tempo ikke kunne holde over en hel sæson. Men det gjorde det, konstaterer FCM’s øverste.
- Den måde som han har løftet opgaven i Brøndby har været inspirerende at være vidne til.
- Han udfordrede vores idéer om, hvordan man også kunne spille Superliga, siger Rasmus Ankersen.
- Hver gang vi kom op mod Brøndby, blev vi tvunget til at forholde os til, hvad vi skulle stille op, fordi det var så radikalt og kompromisløst det, som Zorniger kom med, siger han.
- Når nogle personer har en klokkeklar filosofi, så bliver de ofte arrogante over for andre måder at spille på. Men sådan blev Alexander Zorniger aldrig. Han accepterede til fulde, at der er mange måder at se fodbold, erklærer Ankersen.
- Jeg synes Alexander Zorniger har leveret et usædvanligt godt og vigtigt bidrag til dansk fodbold i forbindelse med genrejsningen af Brøndby. Og det er også en anerkendelse af de gode ledelsesmæssige beslutninger, der førte til, at han blev den valgte kandidat, konstaterer FC Midtjyllands bestyrelsesformand.
De er favoritter som Zornigers afløsere
- Spillerne var udtryksløse og helt tomme i blikket
Patrick Nielsen tager stor beslutning
Superløn og luksus-liv: Kom med hjem til Danmarks Serie A-styrmand