Kasseapparatet klinger: Så mange millioner har FCM scoret

Succesen i Europa League betyder, at de danske mestre kan se frem til at komme ud af denne sæson med et plus

Da FC Midtjylland i november i ly af svensker-landskampene sneg sit regnskab ud for mesterskabssæsonen, lød resultatet på et dundrende minus på 64,7 mio. kr.

De danske mestre behøver ikke lave noget lignende næste gang, regnskabet skal offentliggøres. For succesen i Europa League har fået kasseapparatet til at klinge.

Champions League er naturligvis fortsat fodboldens guldkalv, men fra denne sæson er det blevet økonomisk mere attraktivt at deltage i Europa League.

I denne sæson skal der således fordeles ca. 2,85 milliarder kroner mellem klubberne i Europa League. Til sammenligning var beløbet blot godt 1,75 mia. kr. i sidste sæson – og den markante stigning drager FC Midtjylland nytte af. 

Se også: FCM-triumf kan koste United-stjerner halv million om ugen

60 procent af Europa Leauge-summen er afsat til præmiepenge sat ud fra faste takster, mens de sidste 40 pct. går i den såkaldte market pool.

Da FC Midtjylland er eneste danske hold i turneringen, skal de ikke dele market pool med andre, men kan snuppe alle tv-pengene selv.

Hvor stort beløbet bliver afhænger af flere faktorer – blandt andre hvor langt holdet når, og hvor attraktivt et marked det repræsenterer.

Men det bliver efter alt at dømme et beløb på den sjove side af 15 mio. kr. og nok nærmere de 20, som FCM kan se frem til at modtage fra UEFA. 

Da Esbjerg i 2013/14-sæsonen nåede 1/16-finalen fik de 10,5 mio. kr. fra market pool, men siden er beløbene i Europa League blevet noget større.

Se også: Rasende United-fans: 720 kroner for den her udsigt?

FC Midtjylland har allerede sikret sig næsten 37 mio. kr. gennem sine præstationer på banen i de europæiske turneringer, og ud over alle millionerne fra UEFA skal lægges de penge, som midtjyderne har tjent i sine syv europæiske hjemmekampe.

I det midtjyske vurderer kommerciel direktør Jacob Jørgensen, at alene kassekampen mod Manchester United vil indbringe et sted mellem 7,5 og 10 mio. kr. 

- Når vi forventer et lille plus i år, så er Europa en stor del af æren. Vi forventer, at Europa League kommer til at indbringe et sted mellem 45 og 65 mio. kr. alt efter, hvor langt vi kommer. 

- Det beløb flytter meget i en lille klub med et budget som vores, siger Jacob Jørgensen til Ekstra Bladet. 

Se også: FCM-forsvarer: Nu er vi favoritter

En tillægsgevinst for midterjyderne er, at holdet qua sine flotte europæiske resultater er røget frem på den europæiske rangliste og har forbedret sin koefficient, som danner grundlaget for seedningen i de vigtige kvalifikationskampe til de europæiske gruppespil.

- Sejren, vi fik mod United, er meget værdifulde i forhold til de kommende års europæiske turneringer, hvis vi ellers er dygtige nok til at kvalificere os.

- Vores flotte kampagne i år gør vejen væsentlig nemmere i de kommende sæsoner, da vi har gode muligheder for at blive seedede, siger kommerciel direktør Jacob Jørgensen.

Skulle det lykkes FC Midtjylland at sende Manchester United ud af Europa League, venter der yderligere 5,6 mio. kr. i præmiepenge fra UEFA for at nå 1/8-finalen.

TV: Hør Jess Thorup og Ståle Solbakken tale om den midtjyske triumf.

20 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere