Ny FCM-stjerne spærret mod United

Mens Hameet Singh er spærret af UEFA-reglerne, har for mange gule kort betydet, at strategen Jakob Poulsen er i karantæne, når De Røde Djævle 18. februar lægger vejen forbi den jyske hede

Hameet Singh har international erfaring. Men Midtjylland får ikke gavn af nordmanden, der er spærret mod Manchester United. (Foto: AP)
Hameet Singh har international erfaring. Men Midtjylland får ikke gavn af nordmanden, der er spærret mod Manchester United. (Foto: AP)

DUBAI (Ekstra Bladet): FC Midtjylland-sportsdirektør Claus Steinlein jublede mandag aften efter nogle hektiske timer i klubbens tjeneste.

Fire nye spillere nåede de midtjyske mestre at få inden for i folden på sidste dag, inden transfervinduet smækkede i.

Men kun én af dem - Nikolay Bodurov - får mulighed for at komme i aktion mod Manchester United om knap to uger.

Europa League-klubberne må kun registrere tre nye spillere til forårets knockout-fase, og de pladser er gået til Václav Kadlec, bulgarske Bodurov og Rilwan Hassan.

Sidstnævnte var skadet i efteråret og derfor ikke med i FCM-truppen i gruppespillet, men han er tilbage på banen og blandt de tre, som træner Jess Thorup har valgt.

Kadlec, der her står til venstre og strækker ud, kan allerede komme i spil den 18. februar, når mægtige Manchester United gæster. (Foto: Anita Graversen)
Kadlec, der her står til venstre og strækker ud, kan allerede komme i spil den 18. februar, når mægtige Manchester United gæster. (Foto: Anita Graversen)

Spærret nordmand
Hassan var dog næppe kommet med, hvis ikke det havde været for artikel 43.02 i Europa Leagues regelbog. Den koster Hameet Singh kampene mod Manchester United.

Den 25-årige nordmand har allerede spillet for Molde i turneringen, og da man ikke må optræde for to Europa League-klubber i samme sæson, må Singh nøjes med at se på.

- Det vidste vi jo godt, da vi hentede ham. Men vi har været meget afhængige af nogle spillere på den centrale midtbane og har brug for konkurrence og for at kunne aflaste, når der sker noget.

- Vi synes, at Singh er så god en spiller, og det er ikke de to United-kampe, der kommer til at afgøre det hele, sagde Jess Thorup efter torsdagens opgør mod IFK Göteborg i Duban International Cup.

Se også: Ombejlet herre: FCM tæt på den norske Iniesta

Finske fejl
Her fik Singh sine første minutter som FC Midtjylland-spiller, og der var også spilletid til lejesvendene Bödvar Bödvarsson og Daniel O'Shaughnessy.

Men ingen af de to er med i midtjydernes Europa League-trup.

Billetterne til Old Trafford er gået til nogle andre.

- Jeg har ikke været i tvivl om, hvem vi skulle registrere. Et alternativ havde været at tage Daniel (O'Shaughnessy, red.) med, men Patrick Banggaard er lidt foran, så det er helt naturligt for mig, at Daniel ikke er registreret på listen, sagde Jess Thorup, der mod IFK Göteborg blev bekræftet i, at det efter alt at dømme er en klog beslutning.

Den unge finne var involveret i begge IFK Göteborgs scoringer, der i øvrigt blev sat godt ind af den tidligere FCM-spiller Mads Albæk.

- Det er to personlige fejl, der kommer til at koste os, og det er selvfølgelig ærgerligt for ham.

- Overordnet er jeg rigtig godt tilfreds med spillet, men ikke med resultatet, sagde Thorup, hvis mandskab førte 2-0 med cirka ti minutter igen, men endte med at spille uafgjort 2-2 og oven i købet tabe den efterfølgende straffesparkskonkurrence med 6-5.

Finske fejl kostede mod IFK Göteborg. Det må ikke ske, når Manchester United kommer på besøg. (Foto: Ole Steen)
Finske fejl kostede mod IFK Göteborg. Det må ikke ske, når Manchester United kommer på besøg. (Foto: Ole Steen)
 

Næsten rent reservehold
Om Manchester United overhovedet havde en spion på The Sevens Stadium, er uvist. Men hvis de havde, gik han skuffet hjem.

For Jess Thorup stillede med et næsten rent reservehold mod svenskerne. Profiler som Pione Sisto, Václav Kadlec og Martin Pusic sad i shorts og gummisko og nød solen.

Og den nye mand fra Fulham Nikolay Bodurov var heller ikke med. Han har været lidt halvsløj efter ankomsten til Dubai og sad og hostede lidt på tribunen.

Det er dog ikke mere alvorligt end, han er med mod Malmö FF på tirsdag. Dér vil Jess Thorup stille med et noget mere slagkraftigt hold, for tiden nærmer sig.

- Jeg synes, at der har været en god progression i vores træningskampe. Vi er på rette vej, men det er godt, at der er 14 dage endnu, sagde FC Midtjylland-træneren, der skal have fundet ud af, hvordan han løser sit midtbaneproblem.

For mens Hameet Singh er spærret af reglerne, har for mange gule kort betydet, at strategen Jakob Poulsen er i karantæne, når De Røde Djævle 18. februar lægger vejen forbi den jyske hede.

Se også: Thorup lavede en ’van Gaal’ i ørkenen

***

Harmeet Singh: Økonomien ikke afgørende

Harmeet Singh har oplevet at få ros af den forhenværende Barcelona-træner Pep Guardiola, og i hjemlandet har de kaldt ham for den norske Iniesta. Det er store ord, og i FC Midtjylland er de da også overraskede over, at det er lykkedes dem at få midtbanespilleren med de indiske aner til Herning.

For der var større og mere eksotiske tilbud, men Singh købte det midtjyske projekt.

- Det, som FCM har gang i her, er spændende. De har en god plan for mig, og det var det afgørende, sagde Singh til Ekstra Bladet efter FCMdebuten mod IFK Göteborg.

Han var transferfri og blev allerede i starten af januar kontaktet af midtjyderne.

Der var dog også flere andre interesserede klubber, og derfor udbad han sig betænkningstid: - Der var mange muligheder, som jeg skulle vurdere.

Der var nogle vældigt konkrete tilbud med mange penge, som jeg valgte at takke nej til.

- Det var ikke økonomien, der skulle afgøre det. Det var det sportslige.

Se også: FC Midtjylland henter forstærkning i England

Mange visioner
I FCM er han udset til at få en nøglerolle på midtbanen, og træner Jess Thorup forventer store ting af den nye mand.

- Han er teknisk dygtig og har mange visioner i sit spil.

Jeg håber, at vi ofte ser ham i assistrollen, og forhåbentlig får han også selv scoret.

Harmeet Singh er ikke kendt som nogen måltyv, men scorede i sin afskedskamp for Molde mod Ajax, da nordmændene spillede sig videre i Europa League.

Jess Thorup har store forventinger til sin nye, norske midtbaneprofil. (Foto: FCM.dk)
Jess Thorup har store forventinger til sin nye, norske midtbaneprofil. (Foto: FCM.dk)
 

***

Det nye ulve-kuld

Harmeet Singh
Den 25-årige nordmand er kommet på en fri transfer fra Molde, hvor han har haft stor succes efter en mindre succesfuld tid i Feyenoord. Den centrale midtbanespiller har fået syv landskampe for Norge og en treårig kontrakt i FCM. Han er IKKE i spil til Manchester United-kampene, da han allerede har optrådt for Molde i Europa League i denne sæson.

Václav Kadlec
Der er store forventninger til Kadlec, som FC Midtjylland har købt af Bundesliga-klubben Frankfurt. Den 23-årige tjekkiske landsholdsspiller er blandt klubbens største køb nogen sinde og en spiller, som man forventer sig meget af.

Kadlec har det bedst lige bag frontangriberen, men kan også spiller på kanten og helt fremme. Er med i FCM's europæiske trup.

Nikolay Bodurov
Den hårdføre midterforsvarer er lejet i The Championship-klubben Fulham for resten af sæsonen. Den 29-årige bulgarske landsholdsspiller fik masser af spilletid i London-klubben i sidste sæson, men har været helt udenfor i denne og har ikke spillet, siden han fik et par landskampe i starten af september.

Han er udset til at skulle være makker med Kian Hansen og får debut mod United.

 

Daniel O'Shaughnessy
FC Midtjylland har nydt godt af de tætte forbindelser til Brentford og har for resten af sæsonen lejet den 21-årige finske midterforsvarer hos vennerne i den engelske hovedstad.

Han har et par landskampe på cv'et, men er fjerdevalg til midterforsvaret hos de danske mestre og derfor heller ikke blevet registreret til Europa League-truppen.

Bödvar Bödvarsson
Islændingen er hentet ind som gardering på venstre back for Filip Novak, efter Jesper Lauridsen allersidst i transfervinduet blev solgt til Esbjerg. Den 20-årige forsvarsspiller er lejet i FH Hafnarfjördur for resten af sæsonen, men er ikke blandt de tre, som træner Jess Thorup har efter-registreret til sin Europa League-trup.

Kaan Kairinen
En fremtidens mand i FC Midtjylland. Den 17-årige finne er hentet i FC Inter Turku Oy og har tidligere været nævnt i forbindelse med flere europæiske topklubber. Der går dog lidt, inden han er i spil til førsteholdet hos de danske mestre og derfor naturligvis heller ikke med i Europa League-truppen.

Se også: Her er 29 gratis spillere til din klub

4 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere