Simon Kroon, Janus Drachmann og Marc Dal Hende havde mandag formiddag første arbejdsdag på den midtjyske hede, efter en transferbombe af de større eksploderede i weekenden og sendte de tre sønderjyske sølvprofiler til FC Midtjylland.
Janus Drachmann og Marc Dal Hende havde oprindeligt skrevet kontrakt med FCM gældende fra sommer, men da Claus Steinlein også pegede på den svenske kant-profil Simon Kroon og lagde flere millioner på det sønderjyske kaffebord, blev handlen effektueret i dette transfervindue.
- Vi havde ikke travlt med at komme væk fra SønderjyskE, men det var det bedste for alle parter, når alt kommer til alt, at vi kunne begynde her med det samme, siger Janus Drachmann til Ekstra Bladet.
Se Ekstra Bladets transfer-tv om FC Midtjylland øverst i artiklen
Den midtjyske magtdemonstration på transfermarkedet skal ses som en gardering for fremtiden. Kun Simon Kroon er købt med øje for at blive øjeblikkelig starter i Herning, hvor hans opfindsomhed på kanten vil lune i en ellers noget tandløs offensiv.
Janus Drachmann og Marc Dal Hende vil også gå ind og omgående banke på til startelleveren, men førstnævnte er købt ind, fordi Markus Halsti ikke har været den ventede profil, der kunne erstatte skadesplagede Tim Sparv på den defensive midtbane, og Marc Dal Hende køres i stilling til at tage over for venstre backen Filip Novak til sommer eller snarest derefter, da tjekken vokser ud af Superligaen.
Marc Dal Hende er dog overbevist om, at skiftet bliver et skridt op.
- Der er en grund til, at Midtjylland har hentet os, så de må have et behov for de ting, som vi nu kan hver især. Men det er klart, at vi også skal steppe op, når vi er kommet til FCM. Her er et større setup, og det er bedre spillere, vi skal spille sammen med, siger Marc Dal Hende.
En enlig svale
Selv om det kan virke lidt naturstridigt at skifte fra sølv- til bronzevinderne og så kalde det et skridt op, så mener de tre nye FCM-spillere, at den flotte sæson i fjor var en enlig svale i Haderslev.
- Vi havde et rigtig godt år i SønderjyskE, og det havde jeg også personligt. Det var et rigtig godt hold med fantastiske spillere, men denne sæson har det været lidt op ad bakke, siger Simon Kroon, som bakkes op af Marc Dal Hende:
- Det var en sindssyg sæson sidste år og en fantastisk præstation, men det er nok næppe noget, der sker igen, det må vi erkende, siger Marc Dal Hende, der mener, at medaljechancerne er større i Herning end i Haderslev.
FC Midtjylland og SønderjyskE har ikke flere indbyrdes opgør i Superligaens indledende fase, men begge mandskaber ligger p.t. til at komme med i mesterskabsslutspillet.
Sidste ulvehyl fra svensker: Millionbud fra Sverige
Historisk billede: FCMs magtdemonstration er aldrig set før
Se også: FCM går transfer-amok: Går på tredobbelt rov hos rivaler
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.