Sagde nej til storklub: 14 dage senere fortrød dansk Superliga-stjerne

Jakob Poulsen var i 2010 tæt på et lukrativt skifte til Lazio, efter Harald Nielsen havde anbefalet ham i den italienske hovedstad. Men FC Midtjylland-anfører sagde nej, og det har han fortrudt mange gange

Jakob Poulsen fortryder, at han ikke takkede ja til et tilbud fra den italienske storklub Lazio. Foto: Anita Graversen
Jakob Poulsen fortryder, at han ikke takkede ja til et tilbud fra den italienske storklub Lazio. Foto: Anita Graversen

Jakob Poulsen havde lige sparket Danmark til VM med sit mål mod Sverige, og i vinteren 2010 havde han udsigt til at komme med til slutrunden i Sydafrika. Han havde også muligheden for at blive udlandsprofessionel igen. 

For Lazio stod klar med en noget pænere kontrakt end den, han havde i AGF, og det var ikke hr. Hvem-som-helst, der havde anbefalet Poulsen i Rom. Det var ingen ringere end en af de største i dansk landsholdsfodbold.

- Det kom jo meget hurtigt ud af det blå. Det var ikke sådan, at de havde fulgt mig over en længere periode, det var bare sådan: ‘Vi skal have fat i en midtbanespiller’, og så havde de snakket med Guld-Harald – i hvert fald ifølge det, jeg har fået fortalt – og han kendte præsidenten i Lazio fra hans tid dernede. Og han sagde, at de da skulle hente Jakob Poulsen. Så kiggede de selvfølgelig på mig på video og sagde: ‘Fint nok, det gør vi’, fortæller Poulsen i et interview med magasinet Clasico.

Den daværende AGF-profil var dog ikke så tændt på et skifte til Italien. Den ene del af årsagen var, at han gerne ville med til VM, og hvis bare han blev i AGF, ville han få fast spilletid og helt sikkert en billet til Sydafrika.

Foto: Anita Graversen
Foto: Anita Graversen
 

Fast spilletid var han ikke sikker på i Lazio, og så føltes det bare ikke rigtigt at skifte.

- Samtidig var der ikke en eneste, der anbefalede mig at tage af sted og sagde ‘gør det’. Tværtimod var der rigtig mange, der var skeptiske. Og så tænkte jeg: ‘Det dropper vi’. Og ja … så gik der 14 dage, så var jeg skadet. Så må man sige, at så har jeg fortrudt det lige siden, indtil jeg skrev under på en kontrakt i Monaco, som kunne forsøde livet lidt, siger Poulsen.

- Indtil da var jeg … ikke frustreret, men træt af, at jeg ikke havde sagt ja til det, for man skal huske på, når man skifter til en stor udenlandsk klub, som Lazio jo er, så kan det godt være, man ikke lige lykkes der, men så er der stadigvæk nogle trin ned ad stigen, før du rammer Superligaen igen.

Poulsen nåede dog at blive klar til VM efter sin skade. I stedet måtte han "nøjes" med et skifte samme somme, efter AGF rykkede ned, til FC Midtjylland. Først i 2012 fik han sit dyre udlandsskifte til AS Monaco.

Se også: Helt Zsolt: FCM henter ny forsvarsspiller

Se også: FCM-boss vil have Pusic solgt nu

Se også: Van der Vaart kritiserer fans og dansk fodbold: Det er virkelig forfærdeligt

7 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere