Salg spøger i FCM: Sisto og Sviatchenko ude af truppen

Bud på Pione Sisto og Erik Sviatchenko kan være årsagen til, at begge er helt ude af FCM’s trup til Hobro-kampen

Ekstra Bladet har de seneste to dage afsløret hektisk transferaktivitet i FC Midtjylland.

Først omkring megabuddet fra Premier League-klubben West Ham på over 50 mio. kr. for Pione Sisto. Og så senest søndag eftermiddag med dialog med både Norwich og Fulham omkring Erik Sviatchenko.

Og man kan i hvert fald spekulere i, om det er et sammenfald, at begge spillere er ude af FC Midtjyllands trup til søndagens sene kamp mod Hobro.

FC Midtjylland-træner Jess Thorup erklærede dog før kampen over for Ekstra Bladet, at begge er skadet.

- Pione har noget med sin lyske, som var skyld i hans længere skadespause i foråret, og Erik er også overbelastet af det hårde og tætte program, vi har haft. Vi har selvfølgelig også meddelt landstræner Morten Olsen om det her, så de kan tage deres forholdsregler, lyder det fra Thorup.

Erik Sviatchenko skulle ifølge Ekstra Bladets oplysninger befinde sig i København lige nu, og kan drage af sted, hvis en af de engelske klubber skulle blive enige med FCM.

Hvad angår Pione Sisto, så har han i første omgang afvist en kæmpe lønpakke i West Ham, som allerede er blevet enige med FCM om en transfer.

Men der er stadig tid til at tænke over tingene, og West Ham vil helt sikkert forsøge at give det et ekstra skud for at overtale offensiv-spilleren.

TV: Du kan høre Claus Steinleins kommentar til de to spilleres fremtid og udeblivelse fra kamp i videoen øverst i artiklen

8 kommentarer
Vis kommentarer