Det, der lignede en stensikker sejr, blev pludselig en eksplosion af glæde og forløsning over at få de tre point i Midtjylland.
Også fordi pointene kan vise sig at blive guld værd til foråret, når guldmedaljerne engang skal hænges om halsen på Danmarks bedste fodboldhold.
- Ja, det må vi jo se, om det bliver forskellen, men det er en fed fornemmelse at vinde på denne måde. Pointene kan man ikke tage fra os, og chancen for at vinde guld er da ikke blevet mindre af, at afstanden er øget til seks point, lød svaret fra Bo Henriksen.
- Gør resultaterne i 13. spillerunde FC Midtjylland til den store guldfavorit?
- Vores ambition er at vinde, og det ser fornuftigt ud. Vi noterede os resultatet i København, men det er jo alt, vi kan gøre, padlede Bo Henriksen, inden han nåede frem til det klare svar.
- Jeg tager gerne favoritrollen på mig. Det gør klubben også. Vi vil vinde alt, og med seks point ned til nærmeste konkurrent, så er vi da favoritter. Andet vil være tåbeligt at sige. Men når det er sagt, så er der meget, meget, meget lang vej til målet.
Den eksplosive afslutning på MCH Arena fik en teenage-helt, da 19-årige Mads Hansen lavede sit første Superliga-mål for FCM.
- Det er kæmpe stort. Særligt på grund af den måde, kampen udviklede sig. Det blev meget hektisk, da Sønderjyske udlignede, men vi pressede på for de tre point, og så er det bare fedt, at det blev min tur til at blive matchvinder, sagde Mads Hansen om det mål, der som minimum var to point værd.
Hvem ved? Måske var det guld værd...