Utallige danskere har fundet vej til Ajax Amsterdam i håbet om at bruge klubben som springbræt til en større adresse.
Men selv om pilen også har peget i den retning for Pione Sistos vedkommende i løbet af den seneste tid, er der nu tegn på, at FCM-kometen alligevel ikke lander i den hollandske storklub.
Det meddeler den normalt velorienterede journalist Mike Verweij, der følger klubben fra tætteste hold for avisen De Telegraaf.
På Twitter skriver han således, at man fra hollandsk side ikke gider at vente på afklaring omkring mulighederne for at hente U21-landsholdsspilleren, der i sidste måned deltog ved slutrunden i Tjekkiet.
- Pione Sisto har fortsat ikke taget nogen beslutning i forhold til hans fremtid. Ajax ønsker ikke at vente længere og lukker døren, skriver Mike Verweij.
Feltet af bejlerne til den unge dansker skulle angiveligt tælle en håndfuld som minimum, og flokken skulle foruden Ajax også indeholde storklubber som FC Porto og Borussia Dortmund.
Topmøde om Sistos fremtid i London
Med andre ord står Sisto med gode kort på hånden, men samtidig også med et positivt problem. For det store spørgsmål er, hvor han vil fortsætte sin udvikling bedst.
Står det til den danske landstræner Morten Olsen, er der ikke tvivl. Tidligere på ugen lod han over for Verweijs avis at vide, at Ajax er en ideel klub for FCM-stjernen.
- Efter den danske liga er det (Ajax, red.) det næste logiske skridt. Og den måde, Ajax spiller på, vil passe ham godt, siger landstræner Morten Olsen til De Telegraaf.
- Han er en moderne spiller, der er teknisk stærk, kan score mål og lave den afgørende aflevering. Det ville være godt, hvis han ender i Ajax, men der er selvfølgelig stor interesse, så det er ikke til at sige, siger Morten Olsen.
I FC Midtjylland har man tidligere udtalt, at det er formodes, at et salg af Sisto vil slå klubbens rekord i forhold til transfersum. En mission, der ikke mindst ventes muliggjort grundet det faktum, at spilleren har en kontrakt med de danske mestre, som gælder helt frem til 2018.
Olsen råder Sisto: Ajax vil være logisk
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.