Jess Thorup indledte vintertræningen med et håb om at holde på truppen.
11 dage senere er det fromme håb blæst omkuld i den bidende januar-vind.
Jonas Borring og André Rømer er væk, og når Erik Sviatchenko præsenteres på et pressemøde i Billund Lufthavn tirsdag, så er det et ubestrideligt varsel om, at nok en spiller er på vej væk.
Nøglespilleren Filip Novak har spillet sin sidste kamp for FC Midtjylland.
Tjekken skulle efter planen allerede være solgt i sommer, men planen gik i vasken, og Filip Novak fik efteråret med på den jyske hede.
Det endte som en skjult velsignelse. For Filip Novak var nøglen til den succesfulde forsvarsrokade, der vendte ulvenes efterår til en succeshistorie.
Uden Filip Novaks angrebsiver, arbejdsomhed og farlighed på dødbolde, så¨havde Jess Thorup manglet en vigtig brik til sin vision.
Tjekkens udlængsel kunne succesen ikke dæmpe. Og Filip Novak var meget klar i ordvalget, da efteråret sluttede: 'Jeg kan ikke love, at jeg er her efter nytår,' var hans budskab.
Og han får ret.
FC Midtjylland er ifølge Ekstra Bladets oplysninger stort set på plads med en stortransfer. Tyrkiske Trabzonspor er kommet overens med topholdet om en stortransfer til 19 mio. kr.
Det salg ventes gennemført inden for få dage.
Artiklen fortsætter under billederne
Afskeden med Filip Novak åbner døren for Erik Sviatchenko. En nærmest perfekt afløser. Erik Sviatchenko stammer fra klubbens akademi. Han har tidligere båret anførerbindet i klubben. Og så har han en styrke på dødbolde, der ikke lader Filip Novak noget tilbage.
Eneste ubekendte faktor i en store ligning er Erik Sviatchenkos fysiske tilstand. Meldingerne fra Skotland går på, at han har været kampklar længe... men lang tid uden kampe udgør en kilde til bekymring for de guld-jagende ulve.