Slut på mareridt: FCM-exit før tid

Den 20-årige brasilianer Patrick har forladt FC Midtjylland før tid på grund af skader

FCM-truppen er blevet en spiller fattigere. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FCM-truppen er blevet en spiller fattigere. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Han blev hentet til klubben på transfervinduets sidste dag i januar 2019 præcis som landsmanden Junior Brumado.

Men hvor angriberen i foråret er udlejet til Silkeborg, så er den brasilianske forsvarsspiller Patrick da Silva Ferreira Souza - med kunstnernavnet Patrick - nu færdig i FC Midtjylland før de 18 måneder lejeaftale løb ud.

Det skriver Flamengo-nyhedssitet TorcidaFlamengo og Rio-mediet Odia samstemmende.

- Patrick, der var på leje hos FC Midtjylland frem til juni, er tilbage i Flamengo hurtigere end forventet.

- Ledelsen i den danske klub og spillerens bagland har talt sammen og har besluttet, at han vender hjem til Brasilien, da han har fået endnu en knæskade og skal gennemgå den anden operation her på mindre end et år, lyder det.

Over for Ekstra Bladet bekræfter FC Midtjylland, at Patrick er blevet skadet igen og er rejst hjem til Brasilien.

Ifølge de brasilianske medier er der endnu ikke sat dato på operationen, men fra denne dato går der yderligere et halvt år, før spilleren kan komme på græs.

FC Midtjylland gav spilleren tre muligheder at vælge mellem.

Han kunne blive opereret i Danmark og genoptræne i Brasilien, han kunne blive opereret i Danmark og genoptræne i Danmark frem til juni, eller han kunne blive opereret i Brasilien og genoptræne hos Flamengo.

Spilleren har valgt at gennemføre det hele i Rio og genoptræne tæt på familien.

- Flamengo har kontrakt med forsvarsspilleren til december 2022, men har accepteret at få spilleren tilbage før lejeaftalens udløb, men FC Midtjylland vil stadig betale spillerens løn frem til juli, lyder det.

Patrick nåede at dominere for FC Midtjylland i U19-ligaen og imponerede også på klubbens Youth League-hold, inden han blev skadet i april sidste år og gennemgik en operation.

Han blev så skadet igen under en træning, og siden har han ikke spillet en kamp og på grund af skader blev det aldrig til debut i Superligaen.

Ved præsentationen af Patrick i januar 2019 var der store roser til den brasilianske midterforsvarer.

- Fysisk er han stærk og hurtig. Han har et rigtig godt venstreben, så nu handler det om, at vi lander ham bedst muligt i en for ham ny kultur både menneskeligt og fodboldmæssigt. Det tror vi på, vi er i stand til, og vi glæder os til at tage godt imod ham, sagde sportsdirektør Svend Graversen dengang.

FC Midtjylland havde da også sikret sig købsoption på spilleren, der har spillet med i internationale turneringer for Flamengos hold på U15, U17 og U20, men den fik de aldrig brug for på grund af skadesmareridtet.

Med Patricks exit og Junior Brumados udleje til Silkeborg, så er FC Midtjyllands koloni af brasilianere nu reduceret fra fire til to.

Se også: Hemmeligt møde om hurtig kongetransfer

Se også: Coronaaftale giver stjerner særstatus

Se også: Stjernespiller færdig i topklub efter coronakritik

Nicklas Backman fik rødt kort, og dommeren fastholdt - helt uforståeligt - sin kendelse efter kampen. Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix Sport og Spil Grotesk fejldom: Systemet har spillet fallit!

27 kommentarer
Vis kommentarer