Stortalent tryllede FCM ud af krisen

FC Midtjylland udslettede den snigende tvivl omkring holdets deltagelse i mesterskabs-slutspillet, da ulvene fredag aften vandt 2-0 ude over Randers FC

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Sejren på 2-0 blev skabt takket være en ny stærk kamp fra Mikkel Duelund, som i en alder af bare 19 år synes at stå midt i karrierens reelle gennembrud. Især den første halve time af anden halvleg gjorde han nærmest som han ville med Randers FC-spillerne.

Det var også den vævre offensivspiller, der sendte ulvene på sejrskurs efter en halv time. Gustav Wikheim udnyttede passivitet fra Johnny Thomsens i kronjydernes højre forsvarsside og skar ind i feltet.

Han lagde en pasning til Duelund, der gled af på Mads Fenger og strøg mod baglinjen inden han skar ind mod Halldor Halldorsson, der blev passseret med et køligt dybt stød i kuglen.

1-0 til FC Midtjylland, der i mødet mellem de to kriseramte jyske medaljebejlere indtil scoringen havde virket mest mærket af de svigtende resultater.

Randers FC-træner Olafur Kristjansson havde overraskende bænket Nicolai Poulsen og havde givet Joni Kauko chancen fra start. Finnen var et frisk pust på kronjydernes midtbane, hvor han både viste fighterhjerte og gode evner, når spillet skulle åbnes.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
 

Det var Randers FC der skabte de få chancer der var i kampens indledning. Først huggede Joel Allansson til og kort efter var det Joni Kauko, der fik en åben skudmulighed. Begge chancer blev fornemt pillet af Mikkel Andersen, der atter fik chancen i FCM-målet.

Ulvene er ikke villige til at forlænge Mikkel Andersens aftale. Den beslutning virkede besynderlig bedømt på denne kamp, hvor hans helt store stund kom lige før pausen, da Viktor Lundberg blev spillet fri af Kasper Fisker. Svenskerens afslutning alene med FCM-keeperen blev imidlertid også pillet.

Stor kamp af Mikkel Duelund… og Mikkel Andersen… Mikkelsdag i Randers.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
 

Efter pausen fik FC Midtjylland mere greb om kampen takket være især Mikkel Duelunds opfindsomhed. Og havde Hannes Halldorsson ikke leveret et par stærke redninger i den periode, så havde ulvene allerede der lukket kampen.

Nu forblev kampen åben rent ciffermæssigt, men kort før slutfløjtet kunne ranglede Paul Onuachu udslette den sidste tvivl, da han med elegance i boldbehandlingen bragte sig fri og bankede 2-0 målet ind.

Dermed har Randers FC nu tabt seks kampe i træk.

Fenger gik hårdt til Paul Onuachu - slipper Randers-spilelren for billigt her?

Se også: Afslører spillemisbrug: Superliga-spiller har gamblet formue væk

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere