Sviatchenko: Kun et sindssygt godt tilbud kan lokke mig væk

Med CL-billetten i hus skal der et særligt attraktivt tilbud til, hvis Erik Sviatchenko skal væk fra FCM

FC Midtjylland er med i bowlen, når der torsdag trækkes lod til Champions League-grupperne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland er med i bowlen, når der torsdag trækkes lod til Champions League-grupperne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det ligger fast, at FC Midtjylland i efteråret skal prøve kræfter med Champions League-gruppespillet for første gang.

Hvad der fortsat er mere usikkert, er, om det bliver med anfører Erik Sviatchenko på holdet.

Efter onsdagens sejr på 4-1 over Slavia Prag, som sikrede den danske CL-billet, kunne forsvarsklippen ikke udstikke en garanti om, at han bliver.

- Det ville jeg gerne, men det handler ikke om min fremtid nu. Det handler om, at FC Midtjylland er kommet i Champions League.

Sindssygt stolt
- Vi har gjort det alle sammen, og det er jeg sindssygt stolt af. Hvad der så skal ske i fremtiden, det må vi se de næste par dage, siger han.

Adspurgt direkte, hvad der skal til for at lokke ham væk fra Heden i et Champions League-efterår, siger anføreren:

- Det skal være et sindssygt godt tilbud.

28-årige Erik Sviatchenko har prøvet at spille Champions League én gang før. Det var i 2016, da skotske Celtic var en del af gruppespillet i Europas største klubturnering.

Men det vil være noget særligt at gøre det med FC Midtjylland, understreger han.

- Det gør det ekstra specielt, at det er med den klub, man har været i, siden man var 14 år. Det er en fantastisk følelse og stolthed, siger han.

Hvordan står det til med magtbalancen i dansk fodbold? Klaus Egelund tager temperaturen på duellen mellem FCM og FCK. Billeder/Produktion: Ritzau Scanpix/Maya Westander

Underordnet
Torsdag klokken 17 afgøres det, hvem FC Midtjylland ender i gruppe med, når der trækkes lod til Champions League-puljerne i Geneve.

Om det bliver de store giganter som Bayern München, FC Barcelona og Inter eller mere spiselige modstandere som Zenit, Shakhtar Donetsk og Krasnodar, betyder ikke det store for FCM-anføreren.

- For mig er det lidt underordnet. Jeg synes, at det vigtigste er, at vi er kommet hertil. Vi tager det, der kommer i lodtrækningen. Om det er kæmpe hold eller mindre hold, er lige meget for mig, siger han.

FC Midtjylland er i fjerde seedningslag i torsdagens lodtrækning sammen med Marseille, Lokomotiv Moskva, Club Brugge, Borussia Mönchengladbach, Istanbul Basaksehir, Rennes og Ferencvaros.

Pione Sisto på banen mod Slavia Prag onsdag aften. Foto: Claus Bonnerup Champions League Sisto efter triumf: Hva fanden skal jeg i FCK?

Foto: Claus Bonnerup Champions League Rasede efter FCM-triumf: Forfærdeligt svineri

Alexander Scholz og Anders Dreyer scorer topkarakterer hos FCM. Foto: HENNING BAGGER/Ritzau Scanpix Champions League To ulve til absolut topkarakter

FCM-jubel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix FC Midtjylland Overblikket: Dem kan FCM møde i Champions League

FAKTA: FC Midtjylland er i et gruppespil for anden gang

FC Midtjylland vandt onsdag aften over Slavia Prag og er derned kvalificeret til Champions Leagues gruppespil.

Det er anden gang, at midtjyderne er klar til et europæisk gruppespil, men det er første gang, at det bliver i Europas bedste klubturnering.

Her er en liste over klubbens tidligere optrædener i Europas turneringer:

* 2019/20: Nåede tredje runde af Europa League-kvalifikationen og røg ud til Rangers FC.

* 2018/19: Nåede anden runde af Champions League-kvalifikationen og røg ud til FC Astana. Nåede playoffrunden i Europa League-kvalifikationen og røg ud til Malmö FF.

* 2017/18: Nåede playoffrunden i Europa League-kvalifikationen og røg ud til Apollon Limassol.

* 2016/17: Nåede playoffrunden i Europa League-kvalifikationen og røg ud til Osmanlispor FK.

* 2015/16: Nåede tredje runde af Champions League-kvalifikationen og røg ud til Apoel Nicosia. Nåede 16.-delsfinalen i Europa League og røg ud til Manchester United.

* 2014/15: Nåede playoffrunden i Europa League-kvalifikationen og røg ud til Panathinaikos.

* 2012/13: Nåede playoffrunden i Europa League-kvalifikationen og røg ud til Young Boys.

* 2011/12: Nåede tredje runde af Europa League-kvalifikationen og røg ud til Vitória Guimarães.

* 2008/09: Nåede anden runde af Uefa Cup-kvalifikationen og røg ud til Manchester City.

* 2007/08: Nåede første runde af Uefa Cuppen og røg ud til Lokomotiv Moskva.

* 2005/06: Nåede første runde af Uefa Cuppen og røg ud til CSKA Moskva.

* 2002/03: Nåede anden runde af Uefa Cuppen og røg ud til Anderlecht.

* 2001/02: Nåede første runde af Uefa Cuppen og røg ud til Sporting Lissabon.

Kilde: Superstats.dk.

FAKTA: Disse 31 klubber skal FCM konkurrere med i CL

32 hold er klar til gruppespillet i Champions League - blandt dem er danske FC Midtjylland. Her er de 32 hold inddelt efter seedningslag:

* Seedningslag 1: Bayern München, Sevilla, Real Madrid, Liverpool, Juventus, Paris Saint-Germain, Zenit og Porto.

* Seedningslag 2: Barcelona, Atlético Madrid, Manchester City, Manchester United, Shakhtar Donetsk, Borussia Dortmund, Chelsea og Ajax.

* Seedningslag 3: Dynamo Kiev, Red Bull Salzburg, RB Leipzig, Inter, Olympiakos, Lazio, Krasnodar og Atalanta.

* Seedningslag 4: FC Midtjylland, Lokomotiv Moskva, Club Brugge, Borussia Mönchengladbach, Istanbul Basaksehir, Rennes og Ferencvaros.

Der trækkes lod til gruppespillet torsdag klokken 17 i Geneve.

Kilde: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

FAKTA: FCM er det femte danske hold i Champions League

FC Midtjylland spillede sig for første gang frem til gruppespillet i Champions League med en samlet sejr over Slavia Prag på 4-1.

Dermed bliver det midtjyske mandskab det femte danske hold, som kvalificerer sig til hovedturneringen, siden den blev lanceret under det nuværende navn i 1992. Her er en liste over de danske deltagelser:

* 2020/21: FC Midtjylland.

* 2016/17: FC København.

* 2013/14: FC København.

* 2012/13: FC Nordsjælland.

* 2010/11: FC København.

* 2008/09: AaB.

* 2006/07: FC København.

* 1998/99: Brøndby.

* 1995/96: AaB.

Kilde: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

1 kommentar
Vis kommentarer