Toptræner siger stop: Aldrig mere brandslukker

Ove Pedersen bliver assisterende sportschef i FC Midtjylland, og det ligner et definitivt farvel til jobbet som cheftræner 

Ove Pedersen har sandsynligvis haft sit sidste trænerjob. Nu venter jobbet som assisterende sportschef i FC Midtjylland. Foto: Ole Frederiksen.
Ove Pedersen har sandsynligvis haft sit sidste trænerjob. Nu venter jobbet som assisterende sportschef i FC Midtjylland. Foto: Ole Frederiksen.

Han har været cheftræner i landets bedste række på topniveau i Hobro, FC Vestsjælland, OB, Esbjerg, AGF og FC Midtjylland.

Nu slutter cirklen, når Ove Pedersen vender hjem til FC Midtjylland, hvor han i øvrigt er æresmedlem, for på fredag at starte et job som assisterende sportschef med særlig fokus på at udvikle spillerkøb og spillersalg.

Med beslutningen om at blive assisterende sportschef ligner det et farvel til trænerjobbet for den 62-årige trænerlegende.

Jobbet i Hobro, hvorfra han blev fyret i november sidste år, ser altså ud til at blive det sidste topjob på trænerfronten.

- Jeg har det seneste halvår besluttet mig for, at jeg ikke længere vil være oprydder eller brandslukker i et trænerjob i Danmark. Nu vælger jeg en ny gren, hvor jeg får mulighed for at udbygge et netværk og samtidig bevæge mig ude i marken, hvor jeg skal se meget fodbold. Men jeg skal også bevise noget. Jeg skal skabe resultater til gavn for FC Midtjylland, siger Ove Pedersen, der har fået opfyldt sit ønske om at arbejde i en større klub på et højt niveau.

- Betyder beslutningen om at blive assisterende sportschef, at du definitivt er færdig som toptræner?

- Det er jo ikke noget, jeg er glad for at sige. Men det her er i hvert fald et skridt i den retning. Sådan kan man godt tolke det. Mit skifte kan måske også forlænge min karriere i branchen, forklarer Ove Pedersen.

Han beskriver jobbet som den perfekte udfordring, fordi det ikke er et administrativt job, hvor meget af tiden foregår bag et skrivebord.

- Jeg er bedst ude i marken. Jeg har stadig enorm passion og drive. Derfor ville jeg ikke passe i et administrativt job på et kontor, påpeger Ove Pedersen.

Ove Pedersen er på lønningslisten i Hobro frem til og med fredag. Han tiltræder i sit nye job 1. juli. I første omgang er parterne blevet enige om en ét årig aftale.

FC Midtjylland er i færd med at finde en ny sportschef. Den tidligere - Claus Steinlein - er blevet udnævnt til administrerende direktør i klubben. Derfor skal en ny person i fremtiden stå med det sportslige ansvar i et tæt samarbejde med Ove Pedersen.

- Det har ingen betydning for min ansættelse, hvem der kommer i sportschef-jobbet, påpeger Ove Pedersen.

Se også: Stor rokade i FCM-toppen

Se også: FCM bekræfter 'drømmesigning'

Midtjyderne står over for flere udfordringer inden sæsonstart. Foto: Anita Graversen Sport og Spil Før Superliga-start: Her er Midtjyllands planer

4 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere