TV: Guldfavoritter holdt kursen

FCM vandt en overbevisende 3-0-sejr over OB og holdt Superligaens førsteplads

Jubel i Midtjylland. (Foto: Claus Bonnerup)
Jubel i Midtjylland. (Foto: Claus Bonnerup)

HERNING (Ekstra Bladet): Sidste forår started FC Midtjylland som duks i Superligaen med at tabe til OB, og i sidste ende røg de sorte ulve også ned fra tronen. I dette - stadig kolde - forår blev starten meget bedre. Denne gang blev fynboerne nemlig sat på plads.

Med en overbevisende 3-0-sejr over fynboerne for at eliminere al snak om mulige gummiben og afstanden ned til de nærmeste forfølgere FC København blev dermed holdt før den kommende svære udekamp mod Brøndby.

Det var solidt håndværk mere end prangende flot fodboldspil, der banede vejen for en sejr, der scoringsmæssigt i første omgang blev sat i scene af Sylvester Igboun - nigerianeren, der i det netop overståede transfervindue fik knust drømmen om et professionelt eventyr i Kina med masser af millioner på bankbogen.

- Vi kan ikke undvære dig, hvis vi skal være danske mestre, lød meldingen fra klubbens ledelse.

Se også: Overraskende: FCM-back tjener mere end Agger

Og noget tyder på, at det var rigtigt set. I hvert fald pandede Igboun bolden i nettet til 1-0 efter 24 minutters spil efter et flot indlæg fra velspillende Jakob Poulsen - og senere i 1. halvleg kunne han faktisk have gjort det til 2-0, men kiksede sit skud efter et smart træk ind i feltet.

Se Igbouns fuldtræffer her:

Den endelige sejr blev i stedet cementeret af først den tilbagevendte forsvarsspiller Erik Sviathenko, der en halv snes minutter efter pausen vendte rundt inde i feltet efter et hjørnespark og sparkede bolden i nettet til 2-0.

Se scoringen her.

Og derefter var der så en indskiftet Morten Duncan Rasmussen, der med hovedet gjorde det til 3-0 i slutfasen.  

FCM'erne måtte stille op uden en anden boldkunstner, Pione Sisto, der har problemer med en lyskeskade, og hans eminente kreativitet var selvfølgelig savnet. Men smartness i spillet blev afløst af hårdt arbejde mod et OB-hold, der som udgangspunkt pakkede sig defensivt med tre stoppere i startopstillingen.

Alligevel lykkedes det et par gange at ryste et ikke alt for overbevisende FCM-forsvar på omstillinger - bl.a. havde fynboernes offensive nyerhvervelse Kenneth Zohore et forsøg, der prellede af på stolpen.

Se også: Attraktiv svensker skabte trekantsdrama i Superligaen

Hjemmeholdet startede altså med Superliga-topscorer Martin Pusic i front på bekostning af Morten Duncan Rasmussen. Og den ny bomber fik en ganske stor scoringschance, som han dog misbrugte umiddelbart før han blev udskiftet med Duncan, der til gengæld altså fik vist træner Glen Riddersholm, at han vil mere end sidde på bænken.

En anden markant nyerhvervelse Johan Dahlin vogtede som ventet buret hos ulvene i stedet for Jakob Haugaard. Men han blev ikke sat på de store prøver, hvorfor det på baggrund af denne kamp ikke er muligt at vurdere, hvor stor en værdi, han kan få i den videre guldkamp.

Men under alle omstændigheder kan man konstatere, at guldfavoritterne kom godt i gang.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere