UEFA straffer FC Midtjylland for bøsse-udbrud

FC Midtjyllands hjemmebanekapacitet bliver reduceret i torsdagens Europa League-kamp mod Legia Warzawa

Midtjylland skabte sensationen og slog Southampton ud. Nu venter større udfordringer. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
Midtjylland skabte sensationen og slog Southampton ud. Nu venter større udfordringer. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)

Det europæiske fodboldforbund UEFA reducerer kapaciteten på MCH Arena til torsdagens Europa League gruppespilskamp mod Legia Warzawa med 1500 tilskuerpladser, samtidig med at forbundet idømmer FCM en bøde på 8000 euros. Det svarer til ca. 60.000 kroner. Det skriver FC Midtjylland på deres eget website.

- Sanktionerne kommer efter to episoder i forbindelse med kvalifikationskampen til Euro League mod Southampton FC for nylig. UEFA's observatør hæfter sig ved, at der efter 68 minutters spil på engelsk blev råbt 'faggot' fra en mindre gruppe på hjemmeholdets fanafsnit mod en Southampton-spiller.

- Desuden har observatøren undervejs noteret et antal stående tilskuere i trappeopgangene på CC Contractor-tribunen, hvilket karakteriseres som en sikkerhedsrisiko. De to episoder udløser altså sanktionerne, der i tilfælde af et udsolgt stadion potentielt kan koste FC Midtjylland omkring 450.000 kr. i mistede indtægter, skriver klubben på fcm.dk.

Her foregår det ganske fordrageligt, men hændelser under Southampton-kampen betyder, at MCH Arena ikke bliver fyldt til bristepunktet, når Warzawa gæster på torsdag. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
Her foregår det ganske fordrageligt, men hændelser under Southampton-kampen betyder, at MCH Arena ikke bliver fyldt til bristepunktet, når Warzawa gæster på torsdag. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)

FC Midtjyllands kommunikationsdirektør Hans Krabbe tager straffen til efterretning.

- UEFA har en nul-tolerancepolitik, når det kommer til racistiske, sexistiske eller diskriminerende tilråb, og den støtter vi 100 procent. Man skal som fodboldspiller på vores stadion ikke risikere chikane på grund af etnicitet, køn eller religion.

- Derfor er det også i orden, at vi får en straf. Men vi mener nu ikke, at en begrænsning af kapaciteten på 1500 pladser på et stadion med en samlet kapacitet på 9500 helt står mål med forseelsen, siger Hans Krabbe.

FC Midtjylland har appelleret beslutningen, men UEFA har allerede afvist appellen. Dermed står sanktionerne fast.

Se også: Sistos mentale blokering

- Der er ingen tvivl om, at UEFA har hjemmel til at sanktionere os. Vi mente ellers, at kampen mod Southampton blev afviklet stort set pletfrit. Men vi må erkende, at kravene i forbindelse med afviklingen af UEFA-opgør på det her niveau stiller markant skrappere krav til både klub og tilhængere, end vi er vant til. Og det retter vi ind efter frem mod gruppespilskampene i Europa League, siger Hans Krabbe.

Mandag formiddag havde FC Midtjylland solgt små 5500 billetter af de 8000, der nu er til rådighed til Legia-kampen torsdag aften.

57 kommentarer
Vis kommentarer