Agent: FCN-profil skal sælges til sommer

FC Nordsjælland mister efter alt at dømme Stanislav Lobotka til sommer. Planen er, at midtbaneprofilen skal sælges, og der er store klubber interesseret

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Målt på scoringer er Stanislav Lobotka bemærkelsesværdig dårlig. Nul mål i 59 Superliga-kampe er en skidt statistik for en midtbanespiller. Men hvis man måler på næsten alle andre parametre, er der ikke nogen, der kan være i tvivl om, at FC Nordsjælland-spilleren er en af de mest dominerende spillere i Danmarks bedste fodboldrække.

Gang på gang kontrollerer den 22-årige slovak kampene for FC Nordsjælland, og Kasper Hjulmand satte to streger under hans betydning, da han i kølvandet på Farum-klubbens 4-1-sejr over SønderjyskE i tirsdags fastslog, at Lobotka er den bedste midtbanespiller, han nogensinde har trænet - Bundesligaen inklusiv.

Snart må Kasper Hjulmand dog formentlig vinke farvel til midtbaneprofilen. Planen er såldes, at Stanislav Lobotka skal væk fra FC Nordsjælland i sommerens transfervindue.

-Vi tænker meget på fremtiden i øjeblikket. Han underskrev en fire-årig aftale med FC Nordsjælland, og aftalen med klubben var, at han skulle videre efter to år, hvis han var god nok. Og det er han. Han er klar fysisk og mentalt, og han kan spille i alle de fem bedste ligaer i Europa, siger Lobotkas agent, Branislav Jasurek, til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Det er vores førsteprioritet at finde en større klub. Men det hele afhænger af, om buddet er godt nok. Hvis det ikke er det, så bliver han i FC Nordsjælland, men klubben er indforstået med, at han skal videre nu. Vi skal finde en klub til Stanislav, der spiller lidt som FC Nordsjælland med bolden på jorden og god, teknisk fodbold.

Lobotka i kamp med Benjamin Verbic fra FCK. Foto: Jens Dresling
Lobotka i kamp med Benjamin Verbic fra FCK. Foto: Jens Dresling

Interessen for Stanislav Lobotka er stor, og det har den været i lang tid. Slovakken sigter efter at komme til en af de helt store fodboldadresser i Europa.

- Vi har snakket med rigtig mange scouts. Der er interesse fra Tyskland, England og Frankrig, og det er også de tre lande, vi sigter efter. Italien kan også være interessant, hvis der er tale om en topklub. Vi har modtaget flere henvendelser fra rige klubber i de lidt mindre fodboldlande, men det bliver aldrig aktuelt for Stanislav, siger agenten.

Noget, som også kommer til at spille en vigtig rolle i forhold til Stanislav Lobotkas fremtid, er den kommende U21-slutrunde. En slutrunde, FC Nordsjælland uden tvivl også kommer til at have et øje på.

- Der venter et U21-EM om hjørnet, og her er Stanislav udset til at være den helt store stjerne for Slovakiet. Det vil vi afvente, for det kan være, at han kommer ud fra slutrunden med et højere prisskilt. Jeg kan ikke forestille mig, han forlader FC Nordsjælland før efter EM, siger Branislav Jasurek.

Lobotka i duel med Hany Mukhtar. Foto: Jens Dresling
Lobotka i duel med Hany Mukhtar. Foto: Jens Dresling

Agenten understreger, at det var en helt rigtig beslutning, da Stanislav Lobotka i 2015 skiftede til FC Nordsjælland fra AS Trencin.

- Vi vurderede, at FC Nordsjælland var det bedste skridt for ham. Han tog til Ajax, da han var 17, og det var for tidligt for ham. Derfor vendte han tilbage til Slovakiet, hvor han gjorde det rigtig godt, og så skiftede han til FCN. Han er meget tilfreds med klubben og med træneren. Vi er meget glade for FC Nordsjælland, siger Jasurek og tilføjer:

- Stanislav er blevet en succes i FC Nordsjælland, fordi han passer rigtig godt til den stil, som klubben praktiserer. Det var også vigtigt for os, da han kom til klubben. Stanislav er ikke en spiller, der vinder hovedstødsdueller og laver syngende tacklinger. Han er teknisk stærk og kan kontrollere kampe. Det passer rigtig godt til den måde, FC Nordsjælland spiller på.

Stanislav Lobotka har spillet en enkelt A-landskamp for Slovakiet.

Se også: FCN-profiler i søgelyset hos store klubber

Se også: Bænket i Brøndby: Derfor spillede Phiri ikke

Se også: Lebogang Phiri: Brøndby er klubben, jeg vil spille for

Brøndby kan miste 11 spillere efter sæsonen. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Helt hold kan forsvinde fra Brøndby til sommer

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere