FCN-sportschef: Udskiftninger kan koste os

FCN's sportschef Jan Laursen erkender, at vinterens mange udskiftninger i truppen kan koste på resultatsiden

Kasper Hjulmand har en udfordring i foråret. (Foto: Jens Dresling)
Kasper Hjulmand har en udfordring i foråret. (Foto: Jens Dresling)

De fleste superligaklubber har haft et roligt transfervindue i januar.

Hos førerholdet FC København er der ingen væsentlige spillerafgange. Det er der heller ikke hos topholdet AaB, hvor udskiftningerne kan tælles på tre fingre.

Der er dog ét hold, der skiller sig markant ud med forbløffende mange udskiftninger i truppen, inden forårssæsonen går i gang i denne weekend.

De forsvarende mestre fra FC Nordsjælland har skilt sig af med 11 spillere, mens der også er kommet en håndfuld nye folk ind.

Sportschef i FCN, Jan Laursen, erkender, at det kan svække holdet og gå ud over placeringen i Superligaen.

- Det må resultaterne vise. Men jeg føler selvfølgelig stort ansvar for, om resultaterne går, som vi håber.

- Det er klart, at det kan koste på den korte bane, når der på en gang forsvinder spillere med de kompetencer, siger Jan Laursen.

FCN er inden søndagens hjemmekamp mod AC Horsens placeret på andenpladsen, men holdet er hele 12 point efter FCK inden de sidste 13 superligakampe.

Målsætningen er at komme ud at spille fodbold i Europa i næste sæson.

- Vi er blevet ret glade for europæisk fodbold, og det har fra start været målsætningen. Når man ligger nummer to, så håber man naturligvis på at holde den position.

- Vi går i hvert fald offensivt ind til forårets kampe, men vi har haft stor udskiftning, så man kan ikke 100 procent sige, at vi skal blive nummer to.

- Vi kan i princippet også være tilfredse med at kvalificere os til Europa, lyder det fra sportschefen.

Den store udskiftning i FCN-truppen er usædvanlig, da Farum-mandskabet de seneste år har været i stand til at holde sammen på klubbens bærende kræfter.

I år har FCN derimod sagt farvel til stamspillere som Mikkel Beckmann, Enock Adu, Andreas Laudrup og Michael Parkhurst samt jokere som Rawez Lawan og Henrik Kildentoft for blot at nævne de vigtigste.

- Der er naturlige forklaringer på det hele. Det handler om, at vi, når vi henter nogle spillere, også nogle gange lover dem, at de kan komme videre, hvis det rigtige tilbud kommer.

- Det viser, at vi er i stand til at leve op til de aftaler, vi indgår. En vigtig ting er også, at vi efterhånden var oppe på 35 mand i førsteholdstruppen, og det var lige i overkanten, hvis vi skulle give de unge talenter en realistisk udsigt til at komme på holdet.

- Det er en stor udskiftning, men det er noget, vi har drøftet indgående, og som der er enighed om i klubben, forklarer Jan Laursen.

FCN møder AC Horsens klokken 14.00 på Farum Park.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere