Superliga-klubber på Zaza-jagt

Ombejlet: To sjællandske klubber viser interesse for den 36-årige keeper

Karim Zaza behøver ikke se så ked ud af det. Hele to Superligaklubber lurer på den rutinerede keeper (Foto: Mick Anderson)
Karim Zaza behøver ikke se så ked ud af det. Hele to Superligaklubber lurer på den rutinerede keeper (Foto: Mick Anderson)

Karim Zaza har været godt rundt i Superligaen, og nu kan den rutinerede målmand muligvis snart skrive en ny Superliga-klub på cv’et.

For to klubber i den bedste række har ifølge Ekstra Bladets oplysninger vist interessere for den 36-årige keeper, der ikke fik forlænget sin aftale med AaB.

– Jeg kan bekræfte, at der er interesse fra to klubber i Superligaen, men jeg ønsker ikke at kommentere konkrete navne.

– De har nogle ting, de skal have afklaret internt først, så det er for tidligt at sige, om det bliver til noget. Det kan gå begge veje, siger den rutinerede keeper til Ekstra Bladet.

Hansen forlænger
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det FC Nordsjælland og Lyngby, der har vist interesse for Karim Zaza.

FCN og Zaza skulle angiveligt have forhandlet, men lige nu synes det ret tvivlsomt, om flirten mellem de to ender med et ægteskab.

Jesper Hansen forlængede i går sin aftale med yderligere et år, og Farum-klubben ser derfor i første omgang tiden an og vurderer, om behovet for forstærkning er større andre steder end på målmandsposten.

– Jeg har hørt Zaza-rygtet en enkelt gang, men det er ikke noget, jeg tænker over.

– Der skal være konkurrence, og jeg er bare glad for, at det er gået i orden med min forlængelse, siger Jesper Hansen til Ekstra Bladet.

Skal af med Rune
Med sine 26 år er han blandt alderspræsidenterne i klubben, og med et gennemsnit omkring de 22 kunne truppen godt bruge noget rutine.

Men Kasper Hjulmand smiler bredt og kommer med den klassiske ’ingen kommentarer’, da Ekstra Bladet spørger, om Karim Zaza bliver (mål)manden, der skal hive snittet op.

– Jeg kan kun sige, at jeg synes, at han er en god keeper, siger den nye cheftræner.

Også i Lyngby er Zaza på emnelisten, men skal han ende hos de kongeblå, kræver det, at klubben kommer af med kasserede Rune Pedersen.

Og spørgsmålet er, hvem der vil overtage den løntunge målmand, der nøjagtig som den tidligere Brøndby-keeper Karim Zaza har en fortid i både FC København og OB.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere