Smadrede dør efter nederlag i Herning

FC Nordsjællands spillere lod frustrationerne gå ud over døren til omklædningsrummet efter 0-3-nederlaget til FC Midtjylland

Sådan ser døren og væggen ud til FC Nordsjællands omklædningsrum...
Sådan ser døren og væggen ud til FC Nordsjællands omklædningsrum...

0-3 nederlaget ude mod FC Midtjylland skabte dybe frustrationer i FC Nordsjælland-lejren.

Anfører Morten Karlsen var således åbenlyst frustreret, da han efter kampen som en af de første forlod banen og slog sin velkendte sorte bestkyttelses-hjelm mod væggen inden han bevægede sig mod omklædningen.

Et omklædningsrum, der i minutterne efter slutfløjtet fik den nordsjællandske ærgrelse at mærke, da døren fik et så hårdt spark - eller slag - at muren på til den ene dørkarm slog store revner.

Åndssvagt
Morten Karlsen bedyrede sin uskyld omkring vandalismen, da han som en af de sidste FCN-spillere forlod SAS Arena.

- Det med døren havde jeg intet med at gøre... troede du det, kom det alvorligt fra Morten Karlsen, da Ekstra Bladet konfronterede ham med hærværket. Og samtidig kunne han ikke sætte navn på gerningsmanden.

FCN-frustrationerne efter nederlaget var dog til at forstå. Udeholdet havde spillet en rigtig stærk første halvleg, men endte alligevel med et klart nederlag. Træner Morten Wieghorsts omstilling til at spille med to angribere efter pausen blev i FCM-lejren opfattet som en foræring. Og så gav Jonas Borrings tidlige 1-0 træffer i anden halvleg FCM rigtig gode vilkår.

- Det er jo helt åndssvagt at formå at tabe den her kamp 0-3. Det må være slut med undskyldningerne. Det er bare pivringe, erkendte Morten Karlsen.

Spiller godt - men vinder ikke
- Vi skaber kampen igennem ni chancer uden at score. De har fem og laver tre kasser. Vi må bare konstatere, at vi ikke har heldet og dygtigheden lige nu, sagde FCN-anføreren efter det fjerde nederlag i træk.

- Det er den samme følelse vi står med efter 1-4 mod OB og 1-2 mod Brøndby. Vi spiller godt, men vinder ikke. Og det er altså ikke bare et spørgsmål om uheld… det er mangel på kvalitet, mente han.

- Vi har haft meget fokus på defensiven. Men alligevel går det hurtigt. Bang-bang-bang. Tre mål… når vi er ramt må man sige, at vi tager i mod og det er lidt bekymrende. Nu bliver det altafgørende for vores sæson, at vi vinder den sidste kamp mod AGF, fastslog Morten Karlsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere