TV: Ny FCK-nedtur: Fældet af gammel ven

Morten Nordstrand blev matchvinder, da han med kampens eneste mål sørgede for FCN-sejr over de regerende danske mestre

Thomas Kristensen og Nicolai Stokholm i hård infight under søndagens dyst mellem FC Nordsjælland og FC København. (Foto: Jens Dresling)
Thomas Kristensen og Nicolai Stokholm i hård infight under søndagens dyst mellem FC Nordsjælland og FC København. (Foto: Jens Dresling)

FARUM (Ekstra Bladet): FC Københavns kvaler i toppen af Superligaen fortsætter. Søndag aften blev det til et 1-0-nederlag på Farum park mod FC Nordsjælland og de regerende danmarksmestre er nu a’ point med Brøndby på ligaens tredjeplads og hele ni point efter AaB, der aktuelt ligger nummer et.

Københavnerne sad ellers på det meste af opgøret i Farum mellem sidste sæsons guld- og sølvvinder, og nordsjællænderne skulle i flere tilfælde takke målmand David Jensen for store og kampafgørende redninger.

Se også: Solbakken ser på svenske FCK-emner

Største FCK-synder var nok engang Andreas Cornelius, der ganske vist har lavet tre mål, siden han kom tilbage fra Cardiff i vinterpausen, men som stadig mangler at blive en integreret del af det FC københavnske spil i offensiven.

Første halvleg blev en stille og rolig omgang, om end der var dramatik på drengen, da hjemmeholdets Mario Ticinovic og FCK’s Kris Stadsgaard bankede hovederne sammen i en luftduel.

Begge spillerne fik hovederne bundet ind og fortsatte da også efter en tre minutters pause, men efter cirka ti minutters yderligere spil måtte de begge forlade banen med hvad der lignede svimmelhed for begge spilleres vedkommende.

Se også: FCK-topscorer: Højeste niveau indtil videre

Mario Ticinovic blev erstattet af Morten Nordstrand og det bytte skulle vise sig særdeles heldigt for FCN – trods de kedelige omstændigheder for kroaten.

Det var nemlig Nordstrand – med titel af tidligere Superligatopscorer for FCK på cv’et – der afgjorde hele affæren på Farum Park.

Med små 20 minutter tilbage af kampen fik FCN hjørnespark. Det blev i første omgang clearet af FCK’erne, men Nicolai Stokholm opfangede riposten, headede bolden til Andreas Maxsø, som flugtede mod målet.

Se også: Boykot på vej: 'FCK er en foragtet løgnerklub'

Morten Nordstrand fik hovedet på bolden, der ramte stolpen, røg ud i ryggen på FCK-reservekeeper Kim Christensen, hvorefter der kom så meget skru i bolden, at den lige nøjagtig sneg sig over stregen.

FC København ligger nu a’ point med Brøndby på Superligaens tredjeplads og ligner et hold, der efterhånden skal prise sig lykkeligt for at nappe sæsonens bronzemedaljer. Guldet MÅ være væk oven på en aften, hvor de regerende mestre blev dukket af klubbens tidligere topscorer.

0 kommentarer
Vis kommentarer