FCN-debutants fremtid uafklaret

Kasper Hjulmand gav i aftes Superliga-debut til Hakan Redzep, men om han kommer til at spille flere kampe for FC Nordsjælland er usikkert, idet hans kontrakt udløber til nytår

Med ti minutter igen af opgøret i Aalborg i aftes mellem AaB og FC Nordsjælland præsenterede Kasper Hjulmand en Superliga-debutant. 19-årige Hakan Redzep kom ind i stedet for Michael Jakobsen og var med til at sikre Farum-klubben det ene point.

Hakan Redzeps Superliga-karriere i FC Nordsjælland kan imidlertid blive kort, for hans kontrakt løber ud til nytår, og han er endnu ikke i dialog med klubledelsen om en forlængelse.

- For at være ærlig ved jeg ikke, hvad der skal ske efter nytår. Jeg træner og fokuserer på FC Nordsjælland, hvor jeg arbejder på at overbevise klubben om, at jeg skal have kontrakten forlænget. Jeg vil allerhelst blive, men vi snakker ikke kontrakt lige nu. Vi snakker løbende om det fodboldmæssige, og hvad jeg skal gøre bedre, siger Hakan Redzep til tipsbladet.dk.

Den centrale midtbanespiller var overrasket, da Hjulmand pegede ham ud og bad ham gøre sig klar til at komme på banen. Han havde slet ikke forventet, at han skulle i kamp.

- Det kom lidt uventet, og jeg blev overrasket, da jeg fik at vide, jeg skulle ind. Men det var selvfølgelig en positiv overraskelse. Det var fantastisk at få debut. Det har været en målsætning og noget, jeg har håbet på i lang tid. Jeg fik at vide, jeg skulle ind og arbejde på den centrale midtbane. Det gik rigtig fint, og det var bare lækkert at få debut. Jeg føler, at vi gik efter sejren, og jeg mener også godt, vi kunne have scoret til 2-1, siger han.

Du kan opleve Hakan Redzep i aktion igen i dag, når han spiller for FC Nordsjællands reservehold mod Brøndbys ditto. Du kan se kampen LIVE på tipsbladet.dk, hvis du klikker her. Opgøret starter klokken 13.00.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere