Egedal før FCN-kamp: Slagteren har købt ekstra pølser

FC Nordsjælland kommer på besøg hos SC Egedal, der ser frem til opgøret mod superligaholdet

Lorentzen, Nordstrand og co. er storfavoritter i 2. runde af DBU Pokalen onsdag aften. (Arkivfoto: Lars Poulsen)
Lorentzen, Nordstrand og co. er storfavoritter i 2. runde af DBU Pokalen onsdag aften. (Arkivfoto: Lars Poulsen)

Det er en stor kamp for SC Egedal onsdag aften, når selveste FC Nordsjælland kommer på besøg i 2. runde af DBU Pokalen.

Egedal ligger i Danmarksserien og tager altså imod et af Superligaens tophold, så det er en ganske interessant kamp for sjællænderne.

I SC Egedal ser man da også frem til kampen med stor glæde.

- Vi har valgt at prøve at løfte niveauet omkring kampen. Vi har opnormeret antallet af vagter, selv om det ikke er en højrisiko-kamp, vi sætter en ølvogn mere op, og jeg ved, at slagteren har købt ekstra pølser, så der er nok at sælge ud af. Vi har steppet en tand op på det hele, siger sportschef i SC Egedal, Michael Hansen til Frederiksborg Amts Avis.

'Vi kan være heldige'
Han erkender, at der venter en svær opgave på grønsværen i aften.

- Vi kommer måske nok ikke til at have bolden så meget, men hvis spillerne kan løfte sig et niveau eller to, så kan vi bruge det til at tage med videre. Og hvem ved, hvis vi nu står godt på banen og kan lave et par kontraløb eller udnytte dødbolde, så kan vi være heldige. Men kommer vi til at løbe rundt i deres trekanter, så bliver det en lang aften. Vi skal beskytte hinanden, siger han.

Kampen mellem SC Egedal og FC Nordsjælland fløjtes i gang klokken 18.30 på Ølstykke Stadion.

0 kommentarer
Vis kommentarer