Træner om spillermøde: 'Lige i vores ånd'
- Jeg tænkte 'hold kæft hvor godt'.
Flemming Pedersen jublede indvendigt, da Kian Hansen dagen efter OB-kampen fortalte, at spillerne gerne ville holde et internt møde om situationen.
- Lige så snart de tager ejerskab og ansvar, går jeg og klapper i mine små hænder. Det er præcis den måde, vi ønsker at arbejde på, siger Flemming Pedersen.
Han og trænerstaben blev efter mødet præsenteret for en række punkter, som de blev bedt tage stilling til.
Spillerne ønskede flere afslutningsøvelser og ikke for meget taktisk træning.
Det handlede for dem om at få større energi og mere humør ind i træningen.
- De havde kigget hinanden i øjnene og var kommet frem til nogle punkter. Når det er vigtigt for holdet, og de tager ansvar, skal de have 100 pct. opbakning fra trænerstaben.
- Det er jo lige i vores ånd. Her kommer lederskabet ikke fra cheftræneren eller trænerstaben. Vi arbejder på at udvikle den enkelte til at blive sin egen leder inden for holdets ramme, siger Flemming Pedersen, der så en flok spillere, der hankede op i sig selv og hinanden.
- Der var en bevidsthed om, at situationen krævede endnu mere sammenhold. Andre steder, hvor der har været i krise, har man set egoer trække sig og en træner, der bliver mere personlig i pressen.
- Den slags kan slå revner. Skulle vi komme i en krise igen, ved vi nu, at vi er mentalt polstret til at tackle det, siger den 57-årige FC Nordsjælland-træner.