Bruninho bomber sejren hjem til Farum

FC Nordsjællands brasilianske angriber, Bruninho, viste sig endnu engang at blive den afgørende faktor mod et usikkert AaB-mandskab

FARUM (Ekstra Bladet): AaB-spillerne må sidde med en meget skuffet fornemmelse, når de søndag eftermiddag taget turen hjem fra Farum.

Med et nederlag på 3-0, hvor to af målene endda sker på baggrund af usikkert forsvar, blev det svært for Lars Søndergaards tropper at spille op mod et selvsikkert FC Nordsjælland-mandskab.

Kampen startede ellers meget lige mellem de to hold, og med tre store chancer indenfor de første fire minutter, var fronterne trukket stærkt op.

AaB fik dog hurtigt overtaget, og pressede hjemmeholdet helt i bund, da en hurtig brasilianer fik vendt op og ned på styrkeforholdet.

Efter 21 minutter mistede AaB's Kasper Pedersen bolden på et meget uheldigt sted, og Bruninho kunne derfor sende hjemmeholdet på 1-0, efter en direkte duel med Nicolai Larsen i målet.

Det blev Bruninhos 8. scoring i sæsonen, og i resten af halvlegen var AAB nærmest lamslået.

Anden halvleg startede som første halvleg sluttede. FC Nordsjælland var ovenpå, selvom det kun var et enkelt mål, der skulle hentes for AaB.

Den rigtige indskiftning
Aalborggenserne virkede fuldstændig handlingslammede, og efter endnu en fejlaflevering i forsvaret, kunne Bruninho for anden gang i kampen bringe sig selv på måltavlen efter endnu en friløber.

Denne gang var det en aflevering fra Oliver Abildgaard efter 59 minutter, der havnede i brasilianerens fødder- og med sit niende sæsonmål er han nu på en delt førsteplads over topscorere i Superligaen.

På en halv time skulle nordjyderne nu hente to mål, og derfor blev Helenius blandt andet sat ind i angrebet med 20 minutter igen. Desværre kunne den indskiftning ikke gøre den store forskel mod et solidt FC Nordsjælland mål.

Det kunne til gengæld FC Nordsjællands indskiftning i 65. minut. Joshua John, der ellers var taget ud af startopstillingen efter Nordsjællands sidste kamp, blev sendt på banen i stedet for Martin Vingaard.

Den hollandske angriber skulle ikke bruge mere end 12 minutter på banen, før han også kunne sende bolden i netmaskerne - selvfølgelig med et oplæg fra Bruninho, der blev kampens helt store profil.

Dagens sejr sender FC Nordsjælland op på en delt fjerdeplads, hvor AaB trods nederlaget også stadig befinder sig.

0 kommentarer
Vis kommentarer