Drømmespiller i Superligaen: - Der skal ske noget

Marcus Ingvartsen skal efter et par hårde sæsoner i Belgien have gang i karrieren igen. Det bliver dog ikke i Superligaen. Den tidligere FCN-angriber vil blive ude, og et trænerskifte i Genk kan muligvis blive hans chance

Marcus Ingvartsen brillerede i sin Superliga-tid. 23 mål i 16/17-sæsonen gjorde ham til topscorer. Foto: Jens Dresling
Marcus Ingvartsen brillerede i sin Superliga-tid. 23 mål i 16/17-sæsonen gjorde ham til topscorer. Foto: Jens Dresling

Rundt omkring på de danske Superliga-stadioner er der formentlig mange fans, der drømmer om, at lige nøjagtig deres klub henter Marcus Ingvartsen.

Den tidligere Superliga-topscorer har haft et par hårde år i belgiske Genk og spillede under tre timers fodbold for de belgiske mestre i den netop overståede sæson.

Der skal ske noget denne sommer, men den tidligere FC Nordsjælland-angriber vender ikke hjem til dansk fodbold for at få karrieren i gang igen.

- Danmark er ikke en mulighed. Det er ikke interessant, synes jeg, og jeg tror heller ikke, at det ville være det rigtige.

- Jeg føler mig ikke bagefter på niveau i udlandet, og jeg føler heller ikke, at jeg ikke er tryg ude. Så nej, Danmark er slet ikke i tankerne, siger Marcus Ingvartsen til Ekstra Bladet.

U21-landsholdangriberen blev for to år siden solgt til Genk og spillede meget i starten.

Men siden Philippe Clement i december 2017 overtog ansvaret på trænerbænken, har der ikke været meget spilletid til danskeren.

- Jeg synes, at jeg har trænet godt og været klar og skarp i perioder, men det er også lidt med øjnene, der ser.

- Han (Clement, red.) var til en anden type, siger Ingvartsen, der næppe er ked af, at mestertræneren netop er skiftet til Club Brugge.

I stedet får den tidligere Charleroi-træner Felice Mazzu ansvaret i Genk.

- Vi må se, hvad det kommer til at betyde, men der skal i hvert fald ske et eller andet, så jeg kan få nogle minutter i benene snart.

Marcus Ingvartsen har scoret hele 17 mål i 27 kampe for det danske U21-landshold. Foto: Lars Poulsen
Marcus Ingvartsen har scoret hele 17 mål i 27 kampe for det danske U21-landshold. Foto: Lars Poulsen

23-årige Ingvartsen kan håbe, at han får muligheden for at vise sig frem ved det kommende U21-EM.

Han er den mest scorende dansker nogensinde i U21-regi, men de manglende minutter i Genk kan koste pladsen som Niels Frederiksens foretrukne i front under slutrunden:

- Min fysiske form er rigtig fin. Det med timingen og de manglende kampminutter kan der være noget om, men det er ikke noget, jeg går og tænker over.

- Trænerstaben må vurdere hvem og hvorledes. Selvfølgelig har jeg gjort det godt før, men der er også andre, der har spillet meget og gjort det godt. Jeg må bare forsøge at vise mig godt frem, inden det går løs.

Danmark indleder U21-EM med en kamp mod Tyskland 17. juni i Udine. Holdet møder fem dage før Kroatien i en testkamp.

Se også: Slutspil om FCN-komet: Kan blive den næste Griezmann

Se også: Roser Brøndby: - Men jeg vil gerne sydpå

Foto: Ritzau Scanpix/SERGIO PEREZ Sport og Spil Hun var ikke den første: Her er de vildeste baneløbere

Niels Frederiksen og Ebbe Sand får også en travl transfersommer. Foto: Kenneth Meyer Sport og Spil Varm transfersommer venter: Sådan handler Brøndby, Randers & FC Nordsjælland

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere