FCN-komet: Mit næste skridt er niveauet under Barcelona

Emre Mor spiller på lånt tid i FCN – spørgsmålet er om han bliver solgt allerede til sommer - Ajax så ham igen i aktion

Emre Mor spiller på lånt tid i FC Nordsjælland. Han forventer at skifte til en klub, hvor han kan få en form for garanti for spilletid, så han kan fortsætte sin positive udvikling. (Foto: Jens Dresling)
Emre Mor spiller på lånt tid i FC Nordsjælland. Han forventer at skifte til en klub, hvor han kan få en form for garanti for spilletid, så han kan fortsætte sin positive udvikling. (Foto: Jens Dresling)

Mange agenter og scouts fra flere udenlandske klubber var blandt de 2357 tilskuere på Farum Park.

De kom helt sikkert ikke for at blive underholdt, men i ustrakt grad for at se nærmere på Superligaens 18-årige kronjuvel – Emre Mor.

Et fornemt forår har gjort angriberen med det lave tyngdepunkt brandvarm.

Den hollandske talentfabrik Ajax var en af de klubber, der igen-igen så nærmere på Emre Mor. Den hollandske storklub har stor erfaring med at hente spillerne tidligt, udvikle dem og sælge dem videre med stor gevinst. Christian Eriksen er skoleeksemplet på den forretningsmodel.

Garanti for spilletid
Nu leverede Emre Mor ingen storkamp mod Hobro, men han havde et par fine afslutninger og lagde op til sejrsmålet.

- Jeg har fået besked på, jeg skal arbejde hårdt. Det synes jeg også lykkes, siger Emre Mor, der spekulerer en smule over, hvad fremtiden skal bringe.

En fremtid, der sagtens kan få en ny klubdestination allerede om få måneder.

- Når jeg skifter fra FCN, skal jeg have en form for garanti for spilletid, så jeg kan fortsætte min udvikling. Jeg ved godt, at det hverken bliver Barcelona eller Manchester City. Men det kommer først til at ske på et tidspunkt, hvor jeg er klar og FCN er parat til at sælge mig, forklarer Emre Mor.

Han uddyber:

- Jeg har delt det op i tre niveauer. Barcelona og Manchester City befinder sig på niveau ét, og jeg skal nok forvente at skifte til en klub på niveau to, forklarer han med understregning, af, at ambitionen er at gå til tops men ikke direkte fra FCN.

Kasper Hjulmand erkender, at det kan blive vanskeligt at holde på Emre Mor langt ud i fremtiden, fordi en spiller med så store færdigheder er efterspurgt.

- Markedskræfterne bestemmer, hvor længe vi kan beholde Emre Mor, fastslår han og siger dermed, at der til sommer kan lande så stort et tilbud på bordet hos sportsdirektør Carsten V. Jensen, at man simpelthen ikke kan tillade sig at sige nej.

Se også: FCN brugte hovedet - Hobro ramte bunden

Maxsø synes tabt for FCN
Mens det ikke kan udelukkes, at Emre Mor bliver solgt til sommer, synes en skilsmisse at være det realistiske udfald mellem Andreas Maxsø og FCN.

Stopperen, der blev matchvinder mod Hobro, står med kontraktudløb om få måneder, men han er ikke meget for at tale om sin fremtid.

- Min agent og jeg holder det internt. Der er ingen grund til at melde noget ud og sætte en masse rygter i gang, siger Andreas Maxsø.

Midtstopperen, der også spiller på U21-landsholdet, har givetvis en fremtid uden for landets grænser.

-Jeg har svært ved at se mig skifte til en anden dansk klub, men jeg vil ikke stå her og udelukke noget, siger Andreas Maxsø.

TV: Her scorer Andreas Maxsø sejrsmålet mod Hobro:

 

21 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere