FCN-profil: Nu ligger vi lunt deroppe

Efter sejren over AGF begynder FC Nordsjælland at ligge godt med i tabellen - til stor glæde for spillere og trænere

Selv om Patrick Mtiliga efterhånden er godt oppe i alderen, er der stadig tænding på, når han går på banen. (Foto: Lars Poulsen)
Selv om Patrick Mtiliga efterhånden er godt oppe i alderen, er der stadig tænding på, når han går på banen. (Foto: Lars Poulsen)

FARUM (Ekstra Bladet): Der blev leveret flot fodbold fra FC Nordsjællands side, da de søndag aften tog imod AGF på Farum Park.

Selvom de måtte undvære flere profiler som Bruninho, Marcondes og Joshua John, så fik holdet alligevel spillet sig til en sejr med to mål scoret af de nye drenge i klassen, Marcus Ingvartsen og Oliver Thychosen.

Derfor var det også en glad anfører, der efterfølgende mødte pressen.

- Det viser bare, at vi har noget kvalitet i holdet. Dem, der kom ind i dag scorede også, så det er dejligt. Vi har god selvtillid, og jeg synes vi de seneste kampe har vist, at vi kan præstere en holdpræstation. Vi viste også mod Midtjylland, at vi står godt, og at vi hjælper hinanden godt, lød det fra Patrick Mtiliga.

Se også: AGFs møgstime fortsætter

Hos træner Ólafur Kristjánsson var der dog aldrig nogen tvivl om, at holdet stadig ville kunne score mål, selvom topscoreren, Bruninho, var ude med karantæne.

Hvis man har åbnet en avis de seneste dage, er der blevet spekuleret meget i, hvem der så skal score målene. Men det skulle Tychosen og Ingvartsen, og det gjorde de også, sagde han efter kampen.

Med sejren over AGF indtager FC Nordsjælland nu en femteplads i tabellen, og det betyder meget for holdet. Især efter deres lidt nervøse start, hvor der blev lukket en del flere mål ind, end de selv formåede at score.

- Nu ligger vi jo rimelig lunt deroppe, hvor vi kan begynde at bygge videre på nogle andre ting også. Jeg synes det er dejligt at se, at man også kan vinde fodboldkampe på nogle andre ting, end man er vant til at se. Vi sidder godt i presspillet, og vi formår 11 mand stærk at være der for hinanden, sagde Patrick Mtiliga efter kampen.

 

3 kommentarer
Vis kommentarer