Jaget vildt i Europa: Superliga-klub scorer stortalent

Den 16-årige nordmand Andreas Rædergård Schjelderup skifter til FC Nordsjælland, der har kæmpet med en række europæiske storklub om stortalentet fra Bodø/Glimt

Andreas Rædergård Schjelderup var tilbage i januar på et træningsophold i Juventus. Det norske stortalent fortsætter sin karriere på FC Nordsjællands U19-hold. Foto:  Filippo Alfero/Juventus FC via Getty Images

Han har allerede trukket i Juventus’ zebrastribede trøje, Liverpools røde og været på besøg i en række andre europæiske storklubber.

Den 16-årige nordmand Andreas Rædergård Schjelderup kunne bogstaveligt talt vælge og vrage mellem en lang række af Europas fineste adresser, men det norske stortalents fremtid ligger i Farum.

Tidligere på ugen var Lars Hallengreen fra FC Nordsjællands rekruterings- og scoutingafdeling i Bodø for at forhandle de sidste detaljer på plads med familien Schjelderup.

Andreas Rædergård Schjelderup har underskrevet en tre-årig aftale med nordsjællænderne og tilslutter sig klubbens U19-hold senere på måneden.

Andreas Rædergård Schjelderup har også besøgt Liverpool. Foto: Privatfoto/Jørn-Tommy Schjelderup
Andreas Rædergård Schjelderup har også besøgt Liverpool. Foto: Privatfoto/Jørn-Tommy Schjelderup

Schjelderup bliver regnet som et de største talenter i Skandinavien i 2004-årgangen.

Han har været på træningsophold i klubber som Ajax, PSV, Liverpool, Tottenham, Juventus, Bayern München og Villarreal, men valgte at lægge sin fodboldfremtid i hænderne på talentudviklerne i FC Nordsjælland.

- Andreas er ikke optaget af store, fine navne. Han tænker på sin udvikling, og hvordan man arbejder på de enkelte akademier.

- Han har flere gange mødt danske hold i internationale turneringer og altid været imponeret over den måde, de spiller på. Dansk talentarbejde er på et meget højt niveau, siger Andreas Rædergård Schjelderup far, Jørn-Tommy Schjelderup, til Ekstra Bladet.

Den kommende FCN-spiller optræder for det norske U16-landshold. Her ses han i aktion i en landskamp mod Portugal i april 2019. Foto: Privatfoto/Jørn-Tommy Schjelderup
Den kommende FCN-spiller optræder for det norske U16-landshold. Her ses han i aktion i en landskamp mod Portugal i april 2019. Foto: Privatfoto/Jørn-Tommy Schjelderup

Schjelderup senior var tidligere på året på besøg i Farum-klubben og blev imponeret over setuppet.

Det 16-årige stortalent var derfor med på besøg nummer to i juni, og her blev han overbevist om, at det skulle være FC Nordsjælland, selvom økonomien var større i mange af de andre tilbud.

- Der har været mange fine klubber og tilbud. Totalt set har han besøgt ni klubber som led i sin udvikling, og der har været over tyve henvendelser.

- Men i sidste ende valgte Andreas selv at sige ja til FC Nordsjælland, siger Jørn-Tommy Schjelderup.

Den unge nordmand spillede med for PSV i talenttræffet Marveld Tournament sidste sommer. Den hollandske klub nåede finalen, hvor de tabte til FC Barcelona. Foto: Privatfoto/Jørn-Tommy Schjelderup
Den unge nordmand spillede med for PSV i talenttræffet Marveld Tournament sidste sommer. Den hollandske klub nåede finalen, hvor de tabte til FC Barcelona. Foto: Privatfoto/Jørn-Tommy Schjelderup
 
Den norske midtbanespiller har trænet med førsteholdet i Bodø/Glimt og også fået spilletid i træningskampe.

Men han følte ikke, at han blev udfordret nok i den norske klub, og det har været medvirkende til skiftet til Danmark.

Han var ikke på kontrakt i Bodø/Glimt, som gerne havde set, at stortalentet havde fortsat sin udvikling hos dem.

De kan dog som et plaster på såret glæde sig over, at FC Nordsjælland har valgt at give dem mere end den træningskompensation, som var det eneste, de var berettiget til.

Nordsjællænderne har strikket en økonomisk pakke sammen, der blandt andet gør, at Bodø/Glimt får del af transfersummen, hvis Andreas Rædergård Schjelderup bliver solgt videre fra FC Nordsjælland.

30 kommentarer
Vis kommentarer