Lorentzen: Derfor trak jeg forhandlinger i langdrag

Der gik bare ni dage, fra Kasper Lorentzen gav udtryk for, at han forventede en snarlig kontraktforlængelse med FC Nordsjælland, til han meldte ud, at han var afklaret omkring sit karrierestop

- Jeg har en god dialog med klubben, og jeg er rimelig rolig omkring situationen. Jeg har det godt her, og det stresser mig slet ikke. Klubben kan lide, at jeg er her, og ønsker, at jeg bliver lidt længere. Jeg har en forventning om, at vi nok skal blive enige med hinanden, udtalte Kasper Lorentzen til Bold.dk d. 25. januar i år.

Februar var dog ikke mere end tre dage gammel, før den 29-årige offensive midtbanespiller kunne afsløre, at han havde lagt sin sidste assist.

- Jeg er faktisk rimelig afklaret omkring beslutningen, men jeg er også hamrende ærgerlig, sagde han.

Dermed var der sat punktum for en skadesplaget karriere, som aldrig nåede de højder, de fleste havde forventet, da han bragede igennem på Brøndbys hold allerede som teenager. Men hvordan kan man på få dage gå fra at tale om en forlængelse af kontrakten til at stoppe karrieren oven på et solidt efterår med 13 kampe og 4 mål i Superligaen?

Ifølge Kasper Lorentzen selv var det ikke uden grund, at kontrakten ikke var blevet underskrevet for længe siden.

- Efterårssæsonen var måske ikke helt så rosenrød, som den virkede. Kampene blev spillet på panodiler. I de sidste to måneder trænede jeg kun ganske lidt. Glæden ved legen med bolden forsvandt. Klubben var godt klar over det, men der var nok ikke nogen, der vidste, hvor store smerter jeg egentligt havde,siger Kasper Lorentzen.

- I ferien fik jeg et program, så jeg kunne holde mig i gang uden at belaste min krop for meget, og det gik faktisk godt. Men tilbagefaldet kom allerede til den første træning i januar, som ellers bare var leg. Alle de bevægelser, en fodboldspiller laver, som ikke bare er at løbe lige ud, kunne min krop slet ikke holde til.

På daværende tidspunkt havde Kasper Lorentzen forhandlet med FC Nordsjælland om en kontraktforlængelse i et stykke tid, men de kunne ikke blive enige om beløbet. Økonomi var dog i realiteten ikke noget afgørende problem for at blive enige – det var kroppen, hvilket Kasper Lorentzen endelig blev klar over, da januar-træningen startede.

Se også: Chokmelding: Superliga-profil stopper karrieren

- Jeg havde bare kunnet skrive under og sidde yderligere to år og tjene nogle penge, men det giver jo heller ikke nogen mening. Så vi forlængede ikke, fordi vi ikke var enige om beløbet, men årsagen var måske nok, at jeg satte det lidt for højt for at udskyde processen, så jeg kunne få et svar på, om jeg var i stand til at spille videre, fortæller Kasper Lorentzen.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere