På vej til Bundesligaen: U21-stjernes skæbne afgøres mandag

FCN-profilens tyske flirt Hannover 96 beslutter mandag, om de vil hente den lynhurtige kantspiller

Uffe Bech kan være på vej til Bundesligaen. (Foto: Lars Poulsen9
Uffe Bech kan være på vej til Bundesligaen. (Foto: Lars Poulsen9

Uffe Bech står på spring til et skifte fra FC Nordsjælland til Hannover 96, hvor han kan blive holdkammerat med Leon Andreasen.

Den tyske Bundesligaklub har længe haft et godt øje til danskeren, og klubben har fulgt ham under U21 EM-slutrunden i Tjekkiet.

Men FCN-profilen har ikke stået øverst på cheftræner Michael Frontzecks ønskeliste.

Hannover-træneren har gået benhårdt efter Martin Harnik fra Stuttgart, men det ser ud til at løbe ud i sandet, fordi den østrigske landsholdsspiller formentlig forlænger kontrakten med Stuttgart og bliver, hvor han er.

Når man ikke kan få den, man elsker, må man elske den, man får. Det er lidt scenariet for Uffe Bech før mandag, hvor det afgøres, om han havner i Hannover 96.

Har været i dialog
Der er således lagt op til, at Hannover 96 i dag træffer en beslutning om, Uffe Bech skal være klubbens primære transfermål. Cheftræner Michael Frontzeck, sportsdirektør Dirk Dufner og præsident Martin Kind mødes blandt andet for at diskutere transferstrategien.

Efter hvad Ekstra Bladet erfarer, har FC Nordsjælland og Hannover 96 allerede været i dialog med hinanden. Der er endnu et stykke vej til en aftale er i hus.

Prisen for Uffe Bech, der har kontraktudløb næste sommer, lander formentlig et sted mellem 10-15 mio. kr.

FC Nordsjælland vil utvivlsomt forsøge at presse prisen i vejret, efter kantspilleren lørdag scorede det enlige danske mål i 1-4 nederlaget i semifinalen mod Sverige. En kamp, der beviste, at Bech sagtens kan være med på højeste niveau.

Tæt på sidste sommer
Uffe Bech er klar på affyringsrampen til at rejse til udlandet. Sidste sommer var han tæt på et skifte til Mainz, der havde Kasper Hjulmand som cheftræner. Men handlen faldt til jorden, kort før transfervinduet smækkede i.

I vinter var der bud efter ham fra FC Midtjylland, men den hurtige kantspiller afviste at skifte til en anden dansk klub.

Han har flere gange slået fast, at når skiftet kommer, sker det til en klub i udlandet.

Bundesligaen ligner det sikre sted at rejse hen for Uffe Bech, der i sidste sæson blev Årets Spiller i FCN samt klubbens topscorer med 10 scoringer.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere