Skade ændrer intet: Superliga-stjerne kan blive sommerens dyreste

Mathias Jensen måtte udgå med en fibersprængning i premieren mod Esbjerg, men alt tyder stadig på, at FCN-anføreren kan blive sommerens største salg fra Superligaen

Mathias Jensen måtte forlade opgøret mod Esbjerg allerede i 1. halvleg med en skade. Den ændrer dog ikke på klubbens planer. Han skal sælges denne sommer. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Mathias Jensen måtte forlade opgøret mod Esbjerg allerede i 1. halvleg med en skade. Den ændrer dog ikke på klubbens planer. Han skal sælges denne sommer. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Stjernen blev skadet, og to point smidt væk.

FC Nordsjælland fik ikke den start på Superliga-sæsonen, som sidste sæsons bronzevinder havde drømt om.

I den næste måneds tid må Kasper Hjulmand efter alt at dømme undvære sin anfører Mathias Jensen på banen, men uden for banen er planen stadig den samme.

Der er lagt op til et kæmpe salg af den 22-årige midtbanespiller, der midt i 1. halvleg måtte humpe ud med en fibersprængning efter et solouheld.

- Mathias er eftertragtet. Det har han været frem til nu, og det vil han være fremover. I forhold til det gør skaden ingen forskel.

- Der, hvor det gør ondt på os, er selvfølgelig på holdet. At Mathias ser ud til at være ude i et stykke tid, sagde sportsdirektør Carsten V. Jensen til Ekstra Bladet efter 1-1-kampen mod Esbjerg.

Over 50 mio. kr.
På tribunen i Farum sad der som sædvanlig talentspejdere fra nær og fjern.

Ajax’ danske sæt øjne, John Steen Olsen, var på plads som så mange gange før, men det var ikke meget til Mathias Jensen, han fik set.

I sidste sæson nåede FCN-kaptajnen dog at overbevise ham og mange andre om, at han er værd at investere i, og derfor ligner det fortsat et stort sommersalg.

- Der er rigtig stor interesse. Det er ingen hemmelighed. Hvis vi vil have penge i banken, kunne vi gøre noget færdigt i morgen. Men vi vil sikre os, at alt er rigtigt, sagde Carsten V. Jensen.

Mathias Jensen vrider sig i smerte efter sit uheld og måtte kort efter lade sig udskifte. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Mathias Jensen vrider sig i smerte efter sit uheld og måtte kort efter lade sig udskifte. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

’Alt er rigtigt’ handler om prisen og en mulig videresalgsklausul. U21-landsholdsspilleren kan blive sommerens største Superliga-salg, og på rygteplan tales der om en pris på den sjove side af 50 mio. kr.

Ajax er næppe indstillet på at betale så meget, så pilen peger mod Spanien for den elegante midtbanespiller.

Holland eller Spanien
Han har to år tilbage af aftalen med FC Nordsjælland og er klar til at tage videre.

- Jeg altid drømt om at spille i enten den hollandske eller spanske liga, så det interesserer mig da vildt meget. Som jeg allerede har sagt, er jeg klar, hvis det rigtige byder sig.

- Men det er ikke sådan, at jeg bliver fuldstændig rasende, hvis ikke jeg får lov smutte. FCN skal jo sige god for det, sagde Mathias Jensen, der har lavet en aftale med sin rådgiver om, at han først vil høre klubnavne, når der er noget helt konkret:

- Der skal ligge papir på bordet, før han henvender sig. Og det har der ikke gjort endnu. Så jeg aner ikke, hvor jeg er henne, når transfervinduet lukker.

Det kunne tydeligt ses på FCN’s spil, at kaptajnen manglede den sidste times tid, og med et tæt program med Superliga og Europa League står træner Kasper Hjulmand med et problem.

- Den niver lidt. Enhver kan se, hvad den knægt kan, og det ville være vanvittigt at sige, at det ikke betød noget, at man tager Mathias ud. For det gør det, konstaterede Hjulmand, mens sportsdirektør Carsten V. Jensen forsøgte at det positive i det negative:

- Nu lærer vi at spille uden Mathias. Det er måske meget god træning for os…

Se også: FCN-stjernen skadet i skuffende premiere

Der er pres på FCK-manager Ståle Solbakken efter en rædselsfuld sidste sæson, hvor hovedstadsklubben kun blev nummer fire. Foto: Jonas Olufson Sport og Spil Analyse: Sådan står FCK efter Ståles hårdeste sommer

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere