Superliga-træner nervøs for komet-salg: - August er det rene helvede

Kasper Hjulmand tager ikke transfervinduet afslappet - han er spændt på, hvad han råder over, når vinduet smækker i 1. september 

Kasper Hjulmand hader august, fordi han ikke ved, om han mister flere spillere. Foto: Lars Poulsen.
Kasper Hjulmand hader august, fordi han ikke ved, om han mister flere spillere. Foto: Lars Poulsen.

Er der én måned på året Kasper Hjulmand hader mere end andre, er det ubetinget august.

Med en trup, hvor talenterne konstant står på spring og hurtigt bliver salgsmodne, er det ikke sjovt at være træner, fordi han groft sagt ikke ved, hvem der kommer til træning næste dag, så længe transfervinduet ikke er smækket i.

- Jeg tager ikke transfervinduet afslappet. Som træner i FC Nordsjælland er august et helvede. Du ved aldrig, hvad der sker frem mod 1. september, hvor vinduet lukker. Jeg glæder mig til vinduet kan klappe i, så jeg ved, hvem vi har. Mange af vores unge har gjort det rigtig godt, og derfor ved du aldrig, hvad der kommer til at ske, siger Kasper Hjulmand.

Mod Brøndby var to af hans største salgsobjekter – Mathias Jensen og Mads ’mini’ Pedersen slet ikke på banen. Førstnævnte er skadet og to uger fra at være spilleklar, mens Mads ’mini’ Pedersen fik en pause efter et hektisk program i starten af sæsonen.

Til gengæld stillede Kasper Hjulmand i stedet med superligahistoriens næstyngste startformation. 20 år og 277 dage var snitalderen efter fem ændringer fra Europa League-triumfen mod AIK i torsdags. Man kunne blandt andet finde fem spillere på 18 år til opgøret mod Brøndby.

Det blev for stor en mundfuld for Hjulmands små drenge overfor Brøndbys fysisk stærke spillere.

- Vi blev udspillet før pausen, samtidig med, at vores offensive spil ikke fungerede for os.

- Mod Brøndby har vi normalt dybe våben, der kan gøre ondt på dem. Her tænker jeg på spillere, der kan løbe bag deres kæder. De våben savnede vi mod dem. Men Brøndby var også dygtige til at beskytte sig selv, mener Kasper Hjulmand, der ikke fortryder, han stillede med så ungt et hold mod Brøndby.

- Jeg har ikke nogen der er ældre. Og når du spiller så mange kampe, som vi har gjort – søndag var det ottende kamp på tre uger – skal du skifte fire-seks mand i hver kamp, påpeger han.

Se også: Vraget til VM: Nu bomber stjernen Brøndby til tops

Se også: FCN sender tophold ud: Storklubber kiggede på

8 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere