Vandt for første gang i seks kampe, men træneren var rasende

- Det vil være mærkeligt, hvis vi kan holde på Mathias Jensen, erkender Kasper Hjulmand, der dog kan glæde sig over FCN får halvanden millioner kroner i kompensation fra FIFA, fordi Runar Alex Runarsson er udtaget til VM

Mads Mini Pedersen (øverst) og Mathias Jensen scorede målene, da FCN vandt 2-1 over Horsens i en kamp, hvor Kasper Hjulmand var stærkt utilfreds med FCN-præstationen. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix.
Mads Mini Pedersen (øverst) og Mathias Jensen scorede målene, da FCN vandt 2-1 over Horsens i en kamp, hvor Kasper Hjulmand var stærkt utilfreds med FCN-præstationen. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix.

Kasper Hjulmand var rasende. Ikke over sejren, men i sandhed over spillet og præstationen fra sine spillere på banen. Han fortalte dem i klare og tydelige vendinger, at det var noget af det værste han havde set længe.

Alligevel smilede han en lille smule, fordi FCN efter fem kampe uden sejr, omsider fik tre point efter 2-1 sejren over Horsens.

- Det er lang tid siden jeg har stået i spidsen for et mandskab, der har leveret så dårligt her på hjemmebane. Niveauet var lavt og spillerne træf ofte de forkerte beslutninger. Men fodbold handler om at vinde, så vi skal naturligvis også glæde os over sejren, siger Kasper Hjulmand.

Han fik set sin anfører, Mathias Jensen, score et fremragende mål, da han nærmest løb solo fra midten og scorede sin 12. sæsontræffer med en flad afslutning.

Flere klubber så på
Mod Horsens sad der klubrepræsentanter fra England, Tyskland, Italien og Holland for at se nærmere på FCN-kaptajnen, der dog har leveret bedre præstationer på andre tidspunkter i sæsonen.

- Det vil være mærkeligt, hvis vi kan beholde Mathias Jensen efter sæsonen, erkender Kasper Hjulmand, der fastslår, at midtbanespilleren har potentiale til at spille på et langt højere niveau.

- Måske blev nogle af klubberne skræmt væk af at se mig spille i dag, siger Mathias Jensen med et skævt smil.

- Det her var ikke min bedste præstation, men vi fik en sejr og skal nok have seks point i de sidste to kampe (mod AaB og FCK) for at vinde bronzen, fastslår Mathias Jensen.

Får millionbeløb
FC Nordsjælland har udsigt til at score op imod halvanden millioner kroner fra FIFA i kompensation, fordi Runar Alex Runarsson er udtaget til den endelige islandske VM-trup.

FCN-keeperen fejrede VM-udtagelsen med en storkamp, hvor han dominerede i feltet og reddede et straffespark fra Ayo Simon Okosun.

- Jeg kigger meget på skytten, før han sparker og er glad for jeg kunne hjælpe holdet med en redning på et vigtigt tidspunkt, siger Runar Alex Runasson, der er stolt over VM-udtagelsen.

- Udsigterne for spilletid ved VM er ikke store. Jeg er med som andenmålmand og vil kæmpe for min chance. Jeg vil gøre alt for at spille og glæder mig til den store oplevelse, siger FCN-keeperen.

Se også: FCN presser FCK i bronzeduellen

 

4 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere